Biersted

Vattenfall drøner igen igennem

Når man læser NORDJYSKE 26. november er Vattenfall lige pludselig med på en grøn bølge. Så tænker man vendekåber i allerhøjeste grad.

I 2008 ville de have CO2 i undergrunden. Nu vil det så være på sin plads, at Vattenfall kommer frem og fortæller sandheden, skal der CO2 i undergrunden eller er det droppet for evigt. Hvem skal betale de undersøgelser, der blev foretaget, hvad vil I med dem. Bliver de skrottet. Når man læser NORDJYSKE 25. november skal der pludselig sættes møller op i 250 meters højde mellem Biersted og Nørhalne. Havde Kirsten og Knud Ogstrup ikke lavet et læserbrev om det, anede jeg ikke det mindste. Det er det samme, som dengang de lavede undersøgelserne om CO2 i undergrunden, hvor vi ikke anede, at de lavede disse undersøgelser 360 meter fra vores huse og lavede skader på dem. De vil ikke erkende, at det var dem, der lavede skaderne, vi kunne ikke engang få måleresultater. 27. november skriver GF Gruppen i NORDJYSKE, at der ved Klim Fjordholme er udtaget et område til 30 vindmøller. Vattenfall vil sætte 20 op, men GF Gruppen må ikke få nogle. Hvad tænker I byrådsmedlemmer på. Og teknisk forvaltning: er det ikke med at få nogle lokale folk inddraget i stedet for at støtte svenske firmaer, som ikke betaler skat herhjemme. Der kunne måske blive flere arbejdspladser. Er det ikke det I står og hyler om. Og det er rigtigt, vi mangler arbejdspladser. Det er også mærkeligt at teknisk forvaltning og byrådet tænker på naturen. Det gjorde I ikke med CO2 i undergrunden. Det må være godt at være gode venner med Vattenfall. Jeg vil gerne have på skrift, hvem der stemte ja til CO2 i undergrunden. Der må også være lavet en kontrakt med Vattenfall, hvad står der i den. Det der med, at det er dem ovre fra Folketinget, der har bestemt det, må I gerne gå imod. I skal varetage Jammerbugt borgernes interesser. Hvad Vattenfall eller Folketinget vil er noget andet. Der siges også, at der i Jammerbugt er en varmekilde nede i jorden. Var det ikke noget at arbejde videre med. Det vil virkelig give arbejdspladser.