Fodbold

VB kåret som årets børnefodboldklub

VEJGAARD: Jydsk Boldspil-Union (JBU) har kåret Vejgaard Boldspilklub som Årets Børnefodboldklub 2003 i Nordjylland. JBU's region 1 har blandt andet lagt vægt på, at Vejgaard Boldspilklub (VB) har taget flere forskellige initiativer til at fremme børnefodbolden. Trænerne har været på relevante børnefodbold-kurser, og der er gjort en ekstra indsats for at opbygge et godt og solidt forældresamarbejde. Desuden tæller det til VB's fordel, at klubben også deltager i JBU/DBU's mange forskellige børnefodbold-arrangementer, som for eksempel Microfodboldskole og Pigeraketten samt naturligvis deltager med en masse hold i JBU's turneringer. - Alt dette har været og er fortsat en helt naturlig del af arbejdet med de mindste VB'ere. Et arbejde som har resulteret i en kæmpe medlemsfremgang henover de seneste år. Hæderen er en stor cadeau til alle VB's trænere og ledere, som uge efter uge yder en kæmpeindsats, siger Mette Fals Jørgensen fra klubben. Resultater i form af medaljer kan de yngste generationer også præstere. I weekenden deltog VB's Mikro 96A-hold med Erik Poulsen som træner i de Nordjyske Mesterskaber. De små VB'ere ydede en rigtig god indsats, idet de vandt to kampe og spillede en tredje kamp uafgjort. Holdet endte dermed til sidst med guldmedaljerne om halsen som Nordjyske Mestre 2003. is