VEB får svensk stjerne ved nettet

Nummer 16 på verdensranglisten med i vendelboernes premiere i 1. division

Badminton 3. september 2004 06:00

FREDERIKSHAVN: Ved OL i Athen havde den russisk fødte svensker, Marina Andrievskaya, den olympiske guldvinder Ning Zhang fra Kina ude i tre sæt, og svenskeren førte endda 7-5 i tredje sæt. På verdensranglisten er hun nummer 16 og af nordiske singlespillere kun overgået af Camilla Martin. På søndag debuterer hun for Vendsyssel Elite Badminton i holdturneringens 1. division, hvor vendelboerne på udebane skal møde oprykningsfavoritterne fra Skælskør. - Vi er naturligvis lykkelig for at have en verdensklassespiller med, men baggrunden for overhovedet at lave en aftale med hende i mindst to holdkampe er, at Lotte Vestergaard efter en sygdomsperiode først netop igen er begyndt at træne, fortæller VEB's sportslige leder Peter R. Jensen. - Det var på grund af en skæringsdato 6. juni ikke muligt at hente andre danske spillere ind som erstatning, og udenlandske spillere må også kun optræde i én holdturnering. Heldigvis for os havde Marina Andrievskaya ikke tilmeldt sig den svenske holdturnering, så det gav os mulighed for at hente hende til Frederikshavn. - Her kender hun i forvejen vores svenske spiller, Magnus Repsgård, samt Mette Sørensen og Quinten van Dalm fra internationale turneringer, så hun var med på idéen. - Desværre har det ikke været muligt for os at få hende med til træning, inden det går løs i 1. division på søndag, så hun kommer direkte fra Stockholm til Skælskør, hvor hun udover at spille single også skal spille damedouble med Mette Sørensen. - Efter de første holdmatcher skal vi have en ny snak med hende for eventuelt at lave en aftale for resten af sæsonen, og skal hun med i et slutspil til Elitedivisionen, skal hun spille med i mindst fire grundspilskampe, siger Peter R. Jensen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...