VEB har Laybourn på holdkortet

Sportschef i Vendsyssel Elite Badminton, Peter R. Jensen, giver Thomas Laybourn 20-30 procent chance for at være med i tirsdagens vigtige kamp mod Aarhus i Arena Nord.

Thomas Laybourn, tv., er ikke på holdkortet hos VEB til aftenens hjemmekamp. Arkivfoto: Scanpix

Thomas Laybourn, tv., er ikke på holdkortet hos VEB til aftenens hjemmekamp. Arkivfoto: Scanpix

Selv om verdensmesteren i mixeddouble, Thomas Laybourn, netop er kommet hjem fra en Super Serie-turnering før tid på grund af et hævet knæ. har Vendsyssel Elite Badminton alligevel valgt at sætte ham på holdkortet til tirsdagens afgørende hjemmekamp om fjerdepladsen i grundspillet i Badmintonligaen mod Aarhus. - Der er 20-30 procent chance for, at Laybourn kan spille, og først mandag afgør vi i fællesskab, om han er i stand til at hjælpe os og spille mixeddouble sammen med russiske Anastasia Russkikh, siger VEB’s sportschef Peter R. Jensen. - Laybourn har ikke smerter i det beskadigede knæ, og derfor har vi et beskedent håb om, at han bliver klar til tirsdag, ikke mindt fordi kampen mod Aarhus afgør, om vi bliver nummer fire, fem eller seks i grundspillet. - Vi kan ikke ønske os en mere spændende afslutning på grundspillet, da vi med en sejr på minimum 4-3 efter et golden set snupper fjerdepladsen og dermed fordelen af hjemmebane i kvartfinalen, hvis Lillerød samtidig taber mindst 1-5 til Team Skælskør-Slagelse, hvilket bestemt ikke er utænkeligt. - Hvis ikke Thomas Laybourn bliver i stand til at spille, overtager Rune Dyhr pladsen i mixeddouble, og han har med succes tidligere i denne sæson spillet sammen med Russkikh. - Med i truppen til tirsdag er også canadiske Anna Rice, som flyves direkte ind til sin anden kamp for os i denne sæson, slutter Peter R. Jensen.