VEB satser på afklaring
Ser ud til at få medhold i udlændingesag
FREDERIKSHAVN: Vendsyssel Elite Badminton afventer stadig afgørelse på appelsagen omkring brugen af Eric Pang som dansk spiller - noget man i første omgang havde fået lov til af Badminton Danmark, inden forbundet valgte at omstøde kendelsen.
Det betød, at kampen mod Højbjerg skal spilles om.
VEB havde egentlig planlagt at bruge fire udlændinge - med Eric Pang som den ene - i tirsdagens holdkamp, men valgte i sidste øjeblik at trække Zvonimir Durkinjak fra herredoublev for at undgå problemer.
Men sagen har nu fået principiel betydning - ganske som man i sin tid så det med Bosman-dommen i fodbold, der forbød restriktioner på brugen af udenlandske spillere.
- Vi har fået at vide, at der foreligger en afgørelse fra forbundets appeludvalg senest tirsdag, så den kan bruges til vores holdkamp samme dag. Men vi har dog også hørt, at Højbjerg vil sende afgørelsen videre til appeludvalget under DIF, hvis de ikke får medhold, siger sportschef i VEB, Peter R. Jensen.
- Vi føler selv, at vi har retten på vores side, fordi der ikke må være en kvote på antallet af udenlandske spillere. OG vi må jo også bare erkende, at det heroppe i Nordjylland er svært at tiltrække de unge danske spillere, når badmintonsportens tre kraftcentre i Danmark ligger i Aarhus, Odense og København, siger han.
Tilståelsessag
I forbundet ved man godt, at sagen egentlig ikke er god. Restriktionerne blev indført for at beskytte de danske spillere, siger formanden Rene Toft i fredagens udgave af Jyllandsposten.
- Det kan sagtens være, at vi må bøje nakken og ændre reglerne. Det må vi formentligt. I 10 år har vi ikke haft eneste protest eller klage, indtil Vendsyssel trak EU-kortet, siger han til avisen.
Foreløbig må parterne altså vente til mandag eller tirsdag i den kommende uge, men det er ganske givet, at uanset afgørelsen af den første appel, så har vi ikke hørt det sidste til denne sag. Og det kan ende med at flere kampe skal spilles om.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.