Vebbestrup bliver sort sogn mod nord

Jeg kan slet ikke forstå at vores byråd kan stemme for en lukning af Vebbestrup Skole, da den betyder så meget for vores lille samfund. Når man læser alle læserbrevene om hvor forfærdeligt det er at man vil lukke Nordre Skole i Hobro, og hvordan det vil gøre Hobros nordlige bydel til "det sorte sogn". En lukning af Vebbestrup Skole vil på samme måde gøre Mariagerfjords nordlige område til "det sorte sogn" Det er jo ingen hemmelighed at Vebbestrup skole er en lille skole, men med et konstant elevgrundlag de næste mange år, og vores skole kan sagtens måle sig med de store for vi ligger stadig blandt de billigste i kommunen. Til forskel fra Hobros skoler er vores skole løbende renoveret og kræver ikke en masse penge til reparationer de næste mange år. Vi har selv bygget en hal for borgerlån, rigtig mange har lånt 25.000 kr. ud til byggeriet og nogle har skudt endnu flere penge i projektet. Og da vi gjorde det havde vi en tro på fremtiden, som desværre vakler i dag. I Ø. Doense har man valgt at skyde penge i dagligvarebutikken, og de penge kan også sagtens være spildt. Det jeg egentligt vil sige er at vi her ude på landet har en masse iderige folk og ildsjæle som får nogle ting op at stå, og vi yder et bidrag til det i stedet for at sidde med hænderne i skødet og vente på at kommunen kommer og forærer os det. Det synes jeg også vi skal have noget kredit for. Kære byrådsmedlemmer tænk jer godt om inden i lukker skolerne både dem i byerne og dem på landet for vi får dem jo ikke igen hvis det skulle vise sig at besparelserne ikke blev som forventet. Vi ved jo, at der blev søgt om lov til at hæve skatten tidligere på året, og jeg har ladet mig fortælle at hvis der kommer et regeringsskifte i det nye år, vil S og SF"s Fair løsning give mange flere penge til kommunerne, og så ville vi kunne beholde skolerne. Så vent med disse drastiske beslutninger til vi ser hvad det nye år bringer. Husk på at Mariagerfjord kommune er en landkommune lige som Jammerbugt - og Frederikshavn kommune og deroppe lader man landsbyskolerne bestå for ikke at ødelægge det man har bygget op ude på landet.