- Ved I hvem der græder højest?

Tirsdag var der temadag på Hanstholm Skole, hvor 8. klasse hørte om pletter på straffeattesten og narkotika direkte fra politiet

I stedet for ligninger og tyske verber, så beskæftigede 8. klasses eleverne sig fra Hanstholm Skole tirsdag med ulovlig knallertkørsel og narko. Thisteds Kommunes SSP samarbejde er i gang med en forbyggende indsats, der skal sikre at alle kommunens 8. klasser får en grundig indføring i bl.a. konflikthåndtering, festkultur og hvordan man gebærder sig på internettet. SSP er forkortelsen for det lokale samarbejde imellem skole, socialforvaltning og politiet, der fungerer som sikkerhedsnet for de af kommunens unge, der flirter lidt med drengestreger eller småkriminalitet. I Thisted Kommune har man grebet det sådan an, at forebyggelseskonsulent Lejf Brogaard sammen med SSP-konsulent Morten Jensen og politibetjent fra Thisted Christian Grønkjær drager ud på kommunens folkeskoler og holder en temadag med eleverne. Dagen starter med at eleverne forholder sig til en statistik, som de selv har biddraget til. Inden temadagen har eleverne fået et skema, hvor de sandfærdigt skal svare på om de har sneget sig til en cigaret og hvor meget alkohol de drikker. Deres svar er på forhånd talt op, og derfor kan de sammenligne med resultater fra andre landsdele. - Ved I hvem der græder højest i den situation? Morten Jensen lader spørgsmålet flagre et øjeblik i klasseværelset, inden han borer sin pointe ind: - Det gør jeres mor tit. Politibetjenten har lige illustreret, hvad der sker, når en mindreårig bliver taget for butikstyveri. Det er første punkt i foredraget, der også kommer ind på ulovlig knallertkørsel og hvorfor det er vigtigt ikke at have pletter på sin straffeattest. Eleverne hører efter uden at sige meget, imens Morten Jensen tegner konsekvensbilledet op for, hvis en 15 årige bliver nappet kørende på en ulovlig knallert.

Forsiden