Ved vejs ende bor Mikael K.

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Min ambition er ikke at lave sange, der er så kryptiske, at folk ikke forstår det.

- Slut på Fristrupvej, har krak.dk kortfattet oplyst, og efter først at være suset forbi og måttet køre tilbage omkring Spar-købmanden i Børglum for at få vejledning er jeg nu på vej ud af den sortsmattede, smalle asfaltvej og må trække ind, da en kæmpetraktor fylder hele vejbanen med gylletanks-flagrende blækspruttearme. Så dukker den firelængede gård op, hvor vejen ender i vandsumpet majsstubmark. Gården er typisk nordjysk med rustne pandeplader på udlængerne, mens stuehuset flotter sig med eternitsten. Og inden for i stuen byder Mikael K. på nescafé, mens han selv vælger tebrev i glasset. 44 år, dansk sangskriver, som for halvandet år siden byttede lejlighed på Vesterbro ud med gården for enden af vejen. - Vi har givet det en prøvetid på to år. Jeg købte det billigt og oprindeligt for at have et sted, hvor jeg kunne trække mig tilbage. Bare mig selv, en guitar og mine sange. Her kan du gøre, hvad du vil. Her er rådyr og fasaner uden for vinduet, og så ligger det kun seks kilometer fra Vesterhavet, siger Mikael Ryberg Kristensen. Guld fra Klondyke I daglig tale kendt som Mikael K. Det store K står for Klondyke, som er det bandnavn, han har arbejdet under, siden han i 2002 udsendte debutalbummet "Guld". Et album, som en samlet, ordbegejstret anmelderskare dyngede til med roser og tillige gav bandet pænt med spillejob. - Det var lidt af et chok. Jeg havde slet ikke tænkt på det med anmeldelser, og pludselig skrev Klaus Lynggaard på forsiden af Information, at her kom årets fedeste danske album, og 80% af alle anmeldere var enige med ham, griner Mikael. Og tager sig en skrå fra den lille gråblå metalæske for at holde tobakshungeren i ave. Af hensyn til den toårige datter ryger han ikke indenfor. For tre-fire år siden var Mikael på Cafe Ib Rehné Cairo første juledag og mødte her sit livs Janne, og da han alligevel var meget i Aalborg spirede tanken forelsket om at flytte nordpå igen. - Du kan leve billigt her i forhold til København, også selv om det er nødvendigt med to biler, og diesel indtil for nylig var ganske dyr. Født og opvokset i Aalborg dannede Mikael sit første band Boobs tilbage i 1979, da han gik på Tornhøjskolen. Her mødte han de andre drenge i bandet, navnebroder Michael Bach, Hans Jørgen Jensen og Henrik From. - Vi havde den fedeste musiklærer - Ole Hans - på skolen, og From havde et trommesæt og var fan af Kiss. Vi kom ind i miljøet omkring Fristedet på Thulevej og Jens "Langhår" Larsen, der fik ungdomsfestivalen stablet på benene, og hjalp med at slæbe anlæg og fik lov at spille opvarmning, når der var koncerter i Vejgård-hallen. Boobs og Liva Boobs spillede energisk melodiøs rock. Lidt i stil med det, vi i dag kalder garagerock. Stærkt inspireret af Gasolin' og musikken blev jammet frem i det æggebakkebeklædte øvelokale på Fristedet. Og Mikael leverede de dansksprogede tekster og sang for. - Vi var fuldstændig opslugt. Øvede konstant og havde ikke andet end musik i hovedet. Det var det fedeste! Gruppen fik kontakt og blev venner med 80'ernes børnerockband Parkering Forbudt og spillede til festival i Cirkusbygningen og masser af job i København. Det blev til hele tre lp'er. Gruppen blev aldrig opløst, men medlemmerne gik hver deres vej og undervejs havde Mikael også taget en pædagoguddannelse. Som han aldrig rigtig fik brugt til noget. I 1984 blev Boobs landskendte, da de fyrede den gamle Liva Weel-sang "Åh, hvor jeg, ih hvor jeg, uh hvor jeg" af nytårsaften for åben skærm og samtidig udsendte nummeret på single. - Det var et kopinummer, og vi kom til at sidde helt vildt fast i det. Vi blev identificeret med det nummer og spillede for fulde huse i Kirke-Hyllinge hallen, men når vi så gik i gang med vores egen musik, stod folk af. I begyndelsen af 90'erne flyttede han til Århus for at gå på kunstskole i Mejlgade, men blev aldrig rigtig en del af musikmiljøet. Gnags havde solgt sit pladeselskab Genlyd, tiden var til retro-amerikansk rock, og grupperne skulle synge på engelsk. Michael havde brug for nye legekammerater, og da mange af vennerne fra kunstskolen flyttede til København for at begynde på kunstakademiet, rykkede han i 1995 selv ind på Vesterbro i et "møgværelse" uden bad og varme. Helt oppe under kvisten. Møntvask og Porno-Lasse - Jeg blev dybt fascineret af Vesterbro-miljøet omkring mig. Hver dag skulle jeg ned i svømmehallen for at få et bad og hen på møntvaskeriet. Porno Lasse råbte og holdt fest i Tøndergade, og jeg opførte mig som nordjysk antropolog og begyndte at skildre, hvad der skete omkring mig. Brugte kendte stednavne og personer og skrev for eksempel en sang om at gå på møntvaskeri. Samtidig med at Mikael skrev sange, havde han deltidsarbejde på Konsulenttjenesten for rytmisk musik og lærte at lave annoncer, plakater og blev efterhånden udlært som grafiker og web-designer af Lykke Mitchell. 500 meter fra skodlejligheden lå spillestedet Vega og det blev til mindst tre koncerter om ugen. Gerne med alternative countrynavne som Lambchop, Calexico, Flaming Lips. - Det var musik døgnet rundt. Jeg havde ingen familie og forpligtigelser, og når jeg ikke skrev sangtekster, lavede musik eller hørte musik, lavede jeg reklame for musik eller interviewede musikere til musikbladet Gaffa. Derhjemme på hylden stod også beatdigterne Allen Ginsberg, William Burroughs og Jack Kerouac, og selvfølgelig blev der eksperimenteret med deres cut-up teknik, hvor fængende linjer bliver klippet op og klistret tilfældigt sammen igen. Ganske som rocksangerne Iggy Pop og David Bowie gjorde. Tosset med digte - Men jeg har altid skrevet på dansk. Hvis jeg kommer i nærheden af en marskandiser eller en genbrugsforretninger, kommer jeg altid hjem med en stak billige digtsamlinger, og jeg havde på et tidspunkt et stort trip på den danske digter Jens August Schade og har sat musik til hans digt "3 pigebørn fra Cocoli" på mit sidste album. Sange blev der flere og flere af på Vesterbro, og Mikael kom i kontakt med trommeslager og producer Per Lange og indspillede under primitive forhold sin debutplade "Guld" i dennes studie i krypten til en nedlagt kirke på Nørrebro. Et rigtigt hyggeligt sted, husker Mikael, med kister stående på højkant brugt som tøjskabe. Mikael sendte et par af sine numre til Danmarks Radios talentprogram Karrierekanonen, og de valgte et par numre ud, som Klondyke genindspillede på Samsø i studiet hos Poul Krebs. Nummeret "Sæbepulver Johnny" fik masser af airplay og banede vej for "Guld"-albummet, der blev nomineret til Årets Steppeulv. Bandnavnet Klondyke er inspireret af både John Mogensen-sangen "Kom kom til Klondyke" (med tilføjelsen "op at grave guld") og stumfilmen "Guldfeber" med Charlie Chaplin, og selvfølgelig dengang Mikael hjalp sin far med at bygge skur i "Fjordbyen" i Aalborgs Vestby. - De skæve eksistenser, de udstødte, bohemerne - det miljø og de typer har altid interesseret og inspireret mig. Egentlig har Klondyke aldrig fungeret som et decideret band, men mere været et forum for Mikaels musikalske ideer og sangtekster. Med trommeslager Per Lange bosat i København, bassist Anton Johannes Hejl i Århus og guitaristen Nikolaj Heymann i Hjortdal er de heller ikke sådan lige at samle. Lejrbålssange - Mine sange er enten skrevet på guitar eller klaver og fungerer også i deres grundform omkring et lejrbål. Og jeg kan spille dem solo, som duo eller med fuldt band bagved. Egentlig havde Mikael tænkt sig at gå og hygge sig med deltidsjob og sangskriveri, men efter "Guld" tog musikken over igen og ret hurtigt udkom "Lille Vampyr (2003), "Verdensmand (2006) og senest "Dejlig Dum" i forsommeren 2008. Den sidste indspillet i tæt samarbejde med X-Factordommer og jazztrommeslager Thomas Blachman. Med børn på syv og to, der skal køres til og fra skole og pasning, familie, indkøb og madlavning, trives Mikael egentlig godt i rollen som hjemmeløbende sangskriver, der har fast dagjob klokken otte til halvfire. Med notesbøger fyldt med personlige iagttagelser og vendinger, der venter på en melodi, som passer til ordene. - Det kører lige rundt økonomisk, fordi de spiller mine sange i radioen. I løbet af de sidste tre uger har jeg fået skrevet tre-fire sange. Jeg har allerede 12 stykker og regner med at skulle bruge 20 stykker til mit nye album, som efter planerne udkommer næste år. De lyseblå øjne griner glade. Ukrainsk landarbejder Albummet er tænkt indspillet folkagtigt med akustisk guitar, lidt mundharpe og violin, og sangene bærer titler om "Synkronsvømmernes natbad", "Fotografen" og "Pigen i Marken". Den sidstnævnte sang gjorde sangskriveren 25.000 kr. rigere, da han i september under Århus festuge fik overrakt Björn Afzelius-Prisen for at have skrevet den bedste dansk-globale sang om vort samfund. - Vidste du, at 50 % af alle landarbejdere herhjemme kommer fra Ukraine? Du skal fortælle en historie i teksten. Min ambition er ikke at lave sange, der er så kryptiske, at folk ikke forstår det. De sidste tre -fire år har Mikael kunnet leve af at være fuldtids sangskriver, selv om han stadig har sin egen virksomhed "Grafisk Tankstation". - Jeg er melodi og tekstmand, og som sådan er du ikke så meget i vælten lige nu. Men der er brug for at synge nogle danske sange. Jeg har aldrig skrevet på engelsk og er heller ikke fristet af det. Det mister for ofte fokus og forsvinder i billeder. Det skal være enkelt og stå klart og give mening.