Vedsted GF finder mestrene

Svømning 4. april 2003 08:00

I morgen, lørdag, har Vedsted GF klubmesterskaber i badminton for sine ungdomsspillere, og det finder sted i Birkelse Hallen. Der bliver spillet i rækkerne for U/9 til U/15, og der skal afvikles cirka 60 kampe, før vinderne af mesterskaberne er fundet. Samtidig vil Vedsted GF overrække sæsonens fiduspokaler, oplyser Poul Klitgaard. BIERSTED Små fodboldben i gang Biersted IF har lørdag formiddag standerhejsning i fodbold for sandkasse-spillere. Det dækker over årgangene 1995-98. Efter en let træning er der kagemand og sodavand. AABYBRO Gættede antallet af knapper Hvor mange knapper er der i montren på Aabybro Bibliotek? Det var spørgsmålet i den konkurrence, som Aabybro Bibliotek har haft i forbindelse med udstillingen af bare et mindre udsnit af Mette Urths samling af knapper. Og Ida Thomsen fra Aabybro gættede næsten helt rigtigt. Hun kom med et bud på 875 knapper tættest på det reelle antal på 879, fortæller bibliotekar Anette Underlien. Derfor kan Ida Thomsen se frem til at få en boggave. Stort svømmemesterskab I weekenden tager Aabybro IF svømmeafdeling imod svømmere fra hele Jylland og Fyn, når klubben arrangerer Dansk Svømmeunions årgangsmesterskaber for region vest, som foregår i Aabybro Svømmehal. Piger fra årgang 88/89 og drenge fra 86/87 skal over tre dage dyste i alle discipliner, som for eksempel fri- bryst og rygsvømning. Der vil være cirka 1300 starter over weekenden, og der bliver uddelt medaljer til de tre bedste i hver disciplin. AaIF Svømmeafdeling har fem piger med ved mesterskaberne men ingen drenge. Lys på stræder og stier Der skal i år bruges 300.000 kroner på lys på stræder og stier i Aabybro Kommune. Byrådet frigav onsdag aften pengene Det betyder gadelys langs Banestien fra Viaduktvej i Aabybro til Gl. Landevej i Ryaa. Det skal ske samtidig med, at der trækkes et antennekabel på samme strækning til Birkelse. Desuden kommer der mere gadelys på Bygaden og Vadumvej ved busstoppestederne i Nørhalne af hensyn til trafiksikkerhed. Der opsættes fem nye gadelamper på stien ved Hedegårdsvej i Biersted, og der kommer en ekstra mast på Mirabellevej i Aabybro. Der kommer nye rør i lamperne på Kirkestien i Aabybro, og seks armaturer på Gjøl bliver renoveret. Endelig opsættes syv nye lamper på Toftevej. - Det er en amtsvej, men vi har ikke kunnet få amtet til at sætte lys op på den sidste mørke strækning på Toftevej. Vi mener, det er så vigtigt at få gjort færdigt, at vi sætter lys op, sagde formanden for teknisk udvalg, Jørn Krogsgaard (V), i byrådssalen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...