Vedvarende energi dækker 30 procent

Den danske CO2-udledning er faldet med 4,9 procent på et enkelt år

Vindmøller stod i 2015 for 41,8 procent af Danmarks elforsyning - en stærkt medvirkende årsag til, at vedvarende energikilders andel af det samlede energiforbrug nu er oppe på 30 procent.
Erhverv 1. december 2016 13:35

DANMARK: Vedvarende energi dækkede i 2015 ca. 30 pct. af energiforbruget. Det er en lille stigning i forhold til året før. Samtidig faldt de faktiske CO2-udledninger i 2015 med 4,9 pct. i forhold til året før. Denne udvikling skyldes en stor vindkraftproduktion og at en højere el-import har givet et stort fald i forbruget af kul og andre fossile brændsler på kraftværkerne i 2015.

Det fremgår af Energistatistik 2015, som Energistyrelsen offentliggør i dag.

Tendensen mod et energisystem der i højere grad er baseret på vedvarende energi fortsætter. Det skyldes blandt andet øget vindkraftproduktion. Opgjort efter EU’s beregningsmetode udgjorde vedvarende energi ca. 30 pct. af energiforbruget i 2015 mod 29,2 pct. i 2014.

Elforsyningen

Når der kigges på den danske elforsyning, går det endnu stærkere. I 2015 udgjorde produktionen af elektricitet baseret på vedvarende energi 56,0 pct. af Danmarks elforsyning. De største bidrag kom fra bl.a. vindkraft med 41,8 pct., og biomasse med 11,0 pct.

Den større produktion af strøm fra vindkraft og den øgede nettoimport af el betød, at brændselsforbruget til elproduktion faldt med 14,4 pct. Samlet ses et fald i forbruget af kul, olie og naturgas på 30,4 pct., mens forbruget af vedvarende energi omvendt steg 2,7 pct. i 2015.

En foreløbig opgørelse af Danmarks samlede faktiske udledninger af drivhusgasser viser et fald på 4,9 pct. i 2015 ift. 2014. Det betyder, at de faktiske udledninger af drivhusgasser er reduceret med 31,1 pct. siden 1990.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...