Uddannelse

Vedvarende mangel på håndværkere

Nordjylland kommer til at mangle tusinder af faglærte de kommende år, viser analyse. Den understreger behovet for at langt flere unge tager en uddannelse

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

GODE HÅNDVÆRKERE kan regne med fast arbejde de næste mange år. Der bliver massiv mangel på dem, otte procent færre over de næste ti år i Nordjylland, viser analyse. Arkivfoto: Peter Broen

Svært at få håndværker? Det bliver værre endnu. Om otte år mangler der landet over adskillige tusinde faglærte medarbejdere i dansk byggeri. Allerede om fire år vil der være et par tusinde bygningshåndværkere for lidt i Danmark. Og mangelen vil være allermest mærkbar i Nordjylland. Det viser en analyse, som beskæftigelsesregionerne har fået foretaget sammen med brancheforeningen Dansk Byggeri. Flere lærlinge nu! - Det varer fire år at uddanne dygtige håndværkere, så det nu, der skal sættes ind for at øge tilgangen til håndværkeruddannelserne, advarer chefen for Beskæftigelesesregion Nordjylland, Karsten Simensen. Hans budskab understreges af tallene fra dette års optagelser på de videregående studier. Færre søgte ind - og de er er heller ikke søgt ind til erhvervsuddannelserne (læs Indsigt side 6-7). Der skal altså tegnes flere lærekontrakter og sendes flere ansøgninger til de tekniske skoler nu, hvis der skal kunne bygges huse og renoveres skoler i fremtiden. Analysen, der er foretaget af konsulentfirmaet Newinsight, tegner tre mulige udviklingsforløb - scenarier -, som alle bygger på samme fremskrivning af arbejdsstyrkens udvikling, men med forskellige mål for efterspørgslen. Den nedgang i dansk byggeaktivitet, der i øjeblikket tegner sig i horisonten, er altså regnet ind som én af de mulige udviklinger. Selv med det pessimistiske/negative scenarie - (høj rente og lave offentlige investeringer), vil der være massiv mangel på arbejdskraft allerede fra 2012. Otte pct. færre håndværkere - I Nordjylland vil vi blive specielt hård ramt på grund af udviklingen i befolkningssammensætningen, påpeger Karsten Simensen. Her kan forudses det største fald i den arbejdsstyrke, som er relevant i forhold til bygge-og anlægsbranchen. Fra 2006 til 2016 vil der være et fald i hele arbejdsstyrken på fem procent og en tilbagegang på otte procent i antallet af faglærte med en byggerelevant uddannelse, viser analysen. Globaliseringen mistolket Demografien - dét forhold, at der bliver flere ældre og færre unge – betyder noget, men Karsten Simensen peger også på en utilsigtet konsekvens af hele debatten om globaliseringen. - Der er blevet tegnet et billede uden fremtidsmuligheder for de traditionelle fag og erhverv. De er blevet dømt ude ud fra den antagelse, at fremstillingsindustrien ville forsvinde til Østeuropa og Kina. Man har ikke forudset, at der i kølvandet på udflytningen af traditionel tung industri er opstået en række små og mellemstore innovative virksomheder, som kræver faglært arbejdskraft. Og nu står både jern- og metalfagene og byggefagene og mangler arbejdskraft mange år frem i tiden. Problemet forstærkes yderligere af, at udvandringen fra Nordjylland er større end i andre landsdele. Alt andet lige vil der om 20 år mangle 34.000 mennesker i den nordjyske arbejdsstyrke, advarer han. Så galt går det næppe i realiteten, tilføjer han. Erhvervsliv, skoler, myndigheder, politikere - vil reagere på det og søge løsninger. - Allerede nu kan vi konstatere, at alle kommunale og regionale erhvervsudviklings-strategier har fokus på uddannelse og rekruttering af arbejdskraft, men det kræver en massiv indsats, siger han.