EMNER

Vej over isen - men den skal ikke bruges

Streng frost har gjort Egholm landfast.

Den sidste tids frostgrader har gjort den lille ø Egholm i Limfjorden landfast. Moder Natur har frosset fjorden mellem Egholm og Lindholm ned, så isen er mindst 20 centimeter tyk. Derfor har egholmerne nu valgt at skabe en decideret isvej. Strækningen på cirka 600 meter er i et spor på syv-otte meter blevet ryddet for sne, og inden længe vil vejen blive afsat med grankoste. Men det er faktisk ikke meningen, at vejen skal bruges. Hvis færgen må give op I følge formand for Egholm Samråd Ove Axelsen er vejen ment som en alternativ rute til fastlandet, såfremt Egholmfærgen må give fortabt mod ismasserne. Samtidig har politiet, som er myndighed i forhold til isens sikkerhed, ikke meldt isen sikker endnu. - Vi vil ikke anbefale nogen at bruge isvejen, siger Ove Axelsen fra samrådet. Den bliver dog brugt alligevel. Og det ved Ove Axelsen godt. - Det er hovedsageligt egholmere, der bruger vejen, men som sagt vil jeg ikke anbefale nogen at gøre det, så længe færgen sejler. Og færgen sejler endnu. - Vi har en fin lille rende at sejle i, siger Bent Petersen, som er skibsfører på Egholmfærgen. - Og så længe det ikke bliver værre med frosten, går det fint. Færge havde isproblemer Det er dog kun to uger siden, at isen i Limfjorden voldte færgen problemer. De tykke isflager beskadigede skruer og ror på færgen, og færgedriften måtte en enkelt dag helt indstilles. Sker det igen, er det ifølge skibsfører Bent Petersen fint at have isvejen. - Den er et godt alternativ, hvis vi ikke kan sejle, og de plejer at være rigtig gode til at måle tykkelsen på isen, siger han. Politiet skældte ud Det er nemlig ikke første gang, at der etableres isvej til Egholm. Så sent som i februar i år kunne man komme til øen via den frosne fjord, og dengang gav det lidt problemer med ordensmagten. - Politiet var herude og skælde os lidt ud, siger Ove Axelsen. Men denne vinter har politiet altså ikke hørt noget om isvejen endnu, og Nordjyllands Politi kan kun fortælle, at det ikke er tilladt at færdes på isen, hvis ikke der er sat skilte op herom. De kan dog vente en henvendelse fra Egholm Samråd, når vejen skal afmærkes, fortæller Ove Axelsen.