EMNER

Vej til biler på Limfjorden

Egholmere har banet vej for biler på Limfjordens is

Samtidig med at politet advarer kraftigt imod at bevæge sig ud på Limfjordens is, har Egholm Samråd nu banet vejen for, at biler kan køre til og fra deres lille ø. Nærmere bestemt fra Egholm til Lindholm, hvor vandstanden er lav og isen tykkest. I flere dage har egholmerne kontrolleret isens tykkelse, og i går valgte de at tage på fjorden og markere en kørebane. - Den er kun til, hvis færgen ikke sejler. Roret er gået løs to gange i denne uge, siger formanden for Egholm Samråd, Ove Axelsen. Vil ikke lukkes inde Han arbejder som entreprenør for kommunens vintertjeneste, men det spiller ingen rolle i forhold til den nye isvej. - Kommunen vil ikke have noget med det at gøre. Formanden begrunder markeringen af en kørebane på isen med, at egholmerne ikke vil risikere at blive lukket helt inde. En frygt skibsfører på Egholmfærgen, Ole Clausen, ikke forstår. - Roret er kun gået løs en gang, og det havde ikke noget med isen at gøre. Vi kan sagtens komme igennem isen. På eget ansvar Ove Axelsen havde både ægtefælle og børn med ude på isen, da den nye vej i går blev markeret. Han ser ikke den helt store fare i at færdes netop der. - Hvis folk dumper igennem, er det altid inde ved land. Men det er bedst for lokalkendte at bruge vejen, understreger han. Det samme mener en anden egholmer, Niels Linnemann, der også var på isen i går for at markere en farbar vej mellem Egholm og Lindholm. - Sikkerheden kan vi selvfølgelig ikke garantere for. Det her er kun rent frivilligt. Vi kan ikke give anbefalinger om at gå på isen. Det ville være lidt for farligt. Det er på eget ansvar. Vores ret Men hvorfor tør de så selv? - Det er i kraft af, at vi har gjort det førhen, når det har været muligt. Vores tidligere båd kunne overhovedet ikke sejle i is, så da var vi nødt til at fragte mælk og varer på den måde. Desuden, forklarer han, gælder det egholmernes gamle ret til at køre i land på Lindholm-siden. - Vi har faktisk vej-ret på den ejendom, der ligger på den anden side. Militæret ejer den i dag, og vi kan stadig benytte vores vej-ret. Men vi skal selvfølgelig holde den i hævd, så det er også lidt af historien i det.