Lokalpolitik

Veje er i dårlig forfatning

Spørgsmålet om frigivelse af de penge, der er afsat til anlæg inden for miljø- og teknikudvalgets område gav anledning til en del debat i Brønderslev Byråd

Miljø- og teknikudvalget mener, at det er udvalget, der skal afgøre, hvordan de ca. 10 mio. kr., der er afsat skal bruges. Mikael Klitgaard (V), der er formand for miljø- og teknikudvalget, konstaterede, at der er mange dårlige veje efter den hårde vinter, og han mener, at der er behov for at bruge en del penge på ny asfaltbelægning. Karsten Frederiksen (K) lagde op til en debat om, hvor pengene skal bruges. Han henviste til, at der tidligere år har været en detaljeret plan for, hvordan pengene brugs. Borgmester Lene Hansen (S) skar igennem i debatten, og sagde, at det må være op til miljø- og teknikudvalget, der ved, hvor der er brug for pengene. Lene Hansen understregede, at ethvert byrådsmedlem kan få en sag rejst i byrådet, hvis det ønskes.