Vejen banet for Klitrosen-ombygning

Amtet siger god for ændret projekt med mindre hotellejligheder

De første 16 nye hotelværelser ved Slettestrand ventes at stå klar næste forår. tegning: holmsø Huset A/S
Lokalpolitik 6. september 2006 06:00

SLETTESTRAND: Udvidelsen og ombygningen af hotellet Klitrosen ved Slettestrand har nu fået en form, så Nordjyllands Amt accepterer byggeriet. På teknik- og miljøudvalgets møde i går besluttede politikerne at frafalde den indsigelse, amtet kom med til Fjerritslev Kommunes første lokalplanforslag, fordi man ikke kunne acceptere feriehuslignende hotellejligheder på 55 kvm og at en lille sø og en eng blev sløjfet. Det ville nemlig både stride mod regionplanen og naturbeskyttelsesloven. Nu siger man ja, fordi lejlighederne er skåret ned til 46 kvm og køkkenet er ændret til et mindre tekøkken. Så ligner de mere det de er, luksushotelværelser. Desuden er husene grupperet i mindre rækker, så der bliver plads til flere grønne områder, og det lille naturområde med sø og eng er ladt urørt. Snart i gang Afgørelsen i amtet gør ejeren af Klitrosen, Gert Hauge, til en glad mand. - Det er dejligt at høre, men det var også hvad jeg håbede på. Nu kan vi komme i gang. Vi har alle tegningerne klar og sender nu ansøgning om byggetilladelse ind til kommunen, oplyser han. - Når vi har tilladelsen, sætter vi spaden i jorden. Det er vores plan at have de første 16 værelser klar til forsommeren, og derefter skulle det gerne gå slag i slag, siger Gert Hauge. Han tilføjer, at han er godt tilfreds med projektet som det er endt, og at han mener at der er taget højde for alle indsigelser, der kan tages højde for.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...