Lokalpolitik

Vejen banet for turistdirektør

Byrådet spenderer godt to millioner kroner på en ny måde at markedsføre kommunen på

Vejen er nu banet for, at Mariagerfjord Kommune kan ansætte en turistdirektør. Mariagerfjord Byråd besluttede på sit møde torsdag at det fremadrettet vil bruge godt to millioner kroner årligt på en turistindsats, der skal markedsføre fjordområdet. Kommunen sætter flere kræfter ind på at udvikle Mariagerfjord Kommune som turistdestination og skruer samtidig ned for den daglige service og skrankeekspeditioner på turistkontorerne i Arden, Hobro og Øster Hurup. Formand for kultur- og fritidsudvalget Erik Kirkegaard Mikkelsen (K) sagde på byrådsmødet, at man siden kommunesammenlægningen har arbejdet på at markedsføre Mariagerfjord som en samlet destination, men at organisationen har været det svage punkt. - Jeg er glad for, at økonomiudvalget bakker vores ønske om en ny organisation op. Jeg havde selvfølgelig gerne set, at vi havde fået vores ønske om et budget på 3,3 millioner kroner opfyldt, men kommunens økonomi er belastet, og vi må også bidrage, lød det fra Erik Kirkegaard Mikkelsen.