Vejen til et liv i kloster

Sådan udvælges lejerne

EMNER 15. februar 2005 05:00

AALBORG: I går skrev vi om de 25 lejligheder og 32 beboere i Aalborg Kloster. Men hvem har egentlig en chance for at få en lejlighed i disse gamle bygninger med op til 600 år på bagen? For det første skal kvinder være over 50, og mænd over 60 år for at komme i betragtning. Reelt er alle nuværende beboere pensionister. - Man skal helst være ude af arbejdsmarkedet, så man har tid til fællesskabet, forklarer forstander for Aalborg Kloster, Jens Schulz. Sammen med sin kone og portnerparret er det ham, der indstiller til klostrets bestyrelse, hvem der skal tildeles ledige lejligheder. I bestyrelsen for klostrets fond sidder borgmesteren, biskoppen, stiftamtmanden, politimesteren og sognepræsten ved Vor Frue Kirke. Men Jens Schulz afviser, at man helst skal kende nogen, der kender nogen, for at få anvist en lejlighed. - Det er helt almindelige mennesker, der bor her. Der er heller ingen krav om nogen speciel religion. Til gengæld skal man være fra Aalborg Stift, hvilket sådan cirka dækker Nordjylland. Helbredet skal være rimeligt på grund af klostrets fysiske rammer. Et socialt sindelag er ikke af vejen, og så skal man være indstillet på en vis trafik af turister og kirkegængere - klostret har egen kirke. Når en lejlighed bliver ledig, kontakter forstanderen folk på venteliste. De får lejligheden vist frem, hører om vilkårene og afgør så, om de stadig er interesserede. Tildelingen foregår uden skelen til, hvor længe man har stået på ventelisten.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...