Vejgaard-kvinder er for ustabile

Fodbold 12. juni 2003 08:00
JYLLANDSSERIEN, KVINDER Skive IK-Vejgaard BK 4-1 (1-0) Mål for Vejgaard: 3-1 (67. minut) Jeanett Nielsen. SKIVE: Med nederlaget, og Thisted FC's 2-2 mod Aars IK, er Vejgaards nedrykkere kun eet sølle point fra nedrykningsstregen, og har fire op til Skive IK, som til gengæld runder foråret af mod Lemvig GF's førerhold. Samtidig vil Vejgaard-kvinderne blive tilskrevet tre gratis point, fordi Grønbjerg IF har trukket sit hold. Deres træner Jørgen Dissing mener fortsat, at en midterplacering er realistisk. - Det mest kendetegnende er, at holdet har været for svingende og, at angriberne har fået for lidt ud af tilbuddene foran modstandernes mål. Nu bruger vi sommerferien til at komme ovenpå og til at få noget stabilitet. Et af lyspunkterne er - trods vores placering som tredjesidst - at vi med 17-15 har en plusscore. Samtidig har vi i de første 10 runder vist, at vi har et af puljens bedste forsvar. Det sidste var ikke til at se i Skive. VB'erne stod ikke godt på banen og mange dummede sig i situationer, som førte til flere af Skives fire mål. Ved pausen var stillingen blot 1-0, men skibonitterne fik scoret til både 2-0 og 3-0 inden Jeanett Nielsen fik reduceret for Vejgaard. - Der var viljen til forskel. Alle kunne se, at hjemmeholdet ville noget. Sådan så det bestemt ikke ud for vores vedkommende, fortæller Jørgen Dissing, der nu vil tage en snak med den samlede spillertrup for at lave en sammenfatning på turneringens første halvdel. brula
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...