Fodbold

Vejgaard på vej op

Fodbold, Jyllandsserien Vejgaard - Hjørring 1-0 (0-0) Mål: 1-0 Carsten Simonsen. VEJGAARD: Vejgaard kom i front i jyllandsserien, efter den knebne sejr over Hjørring IF. De to hold havde hver sin halvleg, og Vejgaard fik i anden halvleg udbytte af overtag i spillet midt i halvlegen. Et langskud fra Brian Andersen, efter et kort hjørnespark blev halvklaret af gæsternes målmand. På riposten kunne Carsten Simonsen midt for mål score det enlige mål, der afgjorde kampen. Efter målet var Hjørring en overgang kun syv spillere på banen efter fire 10 minutters udvisninger, men udover et skud, der snittede overliggeren efter klumpspil, blev det i den periode ikke til de store chancer. I første halvleg havde Hjørring fordel af medvinden, men Nicolaj Jensen på overliggeren og Michael Jensen tæt ved, var gæsternes bedste forsøg. - Ikke nogen køn kamp. Dertil var forholdene for vanskelige, men en start med sejre i de to første kampe, er mere end vi havde drømt om, da sæsonen gik i gang, siger træner Claus Jørgensen. Randers Freja - Aars 0-0 (0-0) RANDERS: Aars kunne ikke følge den flotte 7-0-sejr i sæsonpremieren op med sejr i Randers, men træner Jens Peter Hansen, var meget tilfreds med det ene point. - Den kraftige vind gjorde, at det var vanskelige forhold at spille under, og sådan et opgør havde vi tabt i sidste sæson. I år får vi point med hjem. Det glæder mig særlig, at vi stod rigtig godt i forsvaret i en kamp, der skulle havde endt 3-3, sagde Jens Peter Sørensen. I første halvleg havde Aars overvægt i spil, og sidste kamps tremålscorer Rene Gundersen havde tre store chancer, men afslutningerne var ikke så præcise som i 7-0 sejren. Morten Poulsen, der igen spillede godt, sparkede i fri position, tæt forbi den ene stolpe i starten af kampen. I anden halvleg fik Randers et lille overtag på grund af vinden og var farlige flere gange på dødboldsituationer, men Jens Ipsen blev dagens helt for Aars med en serie flotte redninger i en spændende slutfase af kampen Dronningborg - Brønderslev 2-0 (0-0) Mål: 1-0 Martin Pind, 2-0 Espen Bugge. DRONNINGBORG: Brønderslev skuffede, da holdet tabte til Dronningborg og dermed ikke kunne følge den gode indsats op fra sæsonstarten, hvor man vandt 3-0 over Aabyhøj. Brønderslev havde medvind i første halvleg, men det blev kun til et par chancer. I anden halvleg satte hjemmeholdet sig på kampen, og det lyste ud af Dronningborg, at man ville vise, at 7-0 nederlaget i den første kamp mod Aars var en enlig svale. To mål midt i anden halvleg afgjorde kampen til hjemmeholdets første sejr. -niss