EMNER

Vejgaard set med nordenfjords øjne

Halvt hundrede erhvervs- og bankfolk til temaaften

VEJGAARD:- I har et fantastisk område. I har ikke engang vand på den ene side. Det var ikke fri for, at Teddy Sølvberg fra Nørresundby-firmaet Detailudvikling Danmark, lød lidt misundelig, da han og hans kollega Martin Rantzau forleden aften gav en peptalk for et halvt hundrede handlende, bankfolk og erhvervsdrivende fra Vejgaard. - Se blot på Nørresundby, som i 1972 fik landets første overdækkede gågade. Siden har byen spillet sine kort, men har uheldigvis siddet med en dårlig hånd 31 år i træk, sagde konsulenten. Nej, så har Vejgaard alligevel bedre kort på hånden, mente han og fremhævede Vejgaard Torv, Bymidten, de gratis parkeringspladser og Vejgaard Hallen som et samlingspunkt midt i det hele. Specielt Vejgaard Torv har både nærvær og identitet, mens Bymidten trænger til et løft, syntes Teddy Sølvberg. På storskærmen tonede et foto af Vejgaard Bymidte frem, taget på et tidspunkt, hvor pladsen var fuldstændig blæst for mennesker: - Det der, det kan man ikke være bekendt. Sådan et stort, tomt areal midt i byen. Det minder nærmest om Gellerup eller Vollsmose. Det er bestemt ikke hyggeligt, mente konsulenten. Hadsundvej hører også nærmest ind under betegnelsen "et sted med muligheder". Mange af bilisterne kører igennem Vejgaard uden at stoppe, men de kommer der dog. Andre byer klager over, at de ikke har nogen trafik, fremhævede Teddy Sølvberg. For forretningerne langs Hadsundvej gælder det imidlertid om at sørge for, at de forbipasserende lægger mærke til dem i farten. Og det er måske ikke så nemt. - En køretur på Hadsundvej er ligesom at være i Tivoli. Aldrig har jeg set så mange forhindringer. Det er ikke til at koncentrere sig om at se på butikkerne, syntes gæsten fra Nørresundby. - Der mangler også parkeringspladser, lød det fra salen. - Og blomster og farver, sagde en anden. Aalborg Storcenter bliver Vejgaard aldrig, men ligesom i storcentret kan man faktisk finde næsten alt, hvad man skal bruge i bydelen Vejgaard, fremhævede Teddy Sølvberg og satte triumf på: - Og så tager det faktisk ikke mere end 20 minutter at gå en runde i Vejgaard. Hvor lang tid tager det ikke at rende rundt fra gul gade til grøn gade til blå gade i Storcentret? Fire timer!