Vejgaard slog topholdet

JYLLANDSSERIEN, KVINDER Lemvig GF-Vejgaard BK 1-2 (1-1) Mål: 0-1 (39. minut) Jeanett Nielsen, 1-1 (44. minut), 1-2 (83. minut) Marie Agger. LEMVIG: Overraskelsernes tid er ikke forbi. Det gav Vejgaard BK's fodboldkvinder et nyt bevis på i den sene søndagskamp mod Lemvig GF, førerholdet i jyllandsserien. Vejgaard-spillerne roder ellers rundt i bunden som tredjesidst og kan - deres 15 point til trods - fremvise en positiv-score på 28-25. Fordi det for det meste i de hidtidige 14 spillerunder har været lige ved og næsten. I det omvendte opgør vandt Lemvig da også kun 0-1. VB'erne står nu med positiv ballast før lørdagens hjemmekamp mod Thisted FC, der med 11 point er mere nedrykningstruet end Vejgaard. - Sejren i Lemvig var rimelig vigtig, hvis vi skal gøre os håb om, at blive i jyllandsserien. Mange gange har vi tabte med små marginaler; 0-1, 1-2 eller 2-3, og det slider uhyre på psyken. Derfor glæder de tre point mig. Det var hammervigtigt. Nu skal vi videre, varsler Vejgaard-træneren Jørgen Dissing. Om kampen i Lemvig fortæller han: - Mine spillere kunne rejse hjem med oprejste pander. De stod sammen og spillede som et hold. Alle arbejdede for sejren og hinanden. De stod godt på banen og holdt modstanderne fra chancer - dog ikke ved udligningen til 1-1. Fem minutter før pausen udnyttede Jeanett Nielsen situationen efter et hurtigt frispark. Kort før pausen fik Lemvig udlignet. Afgørelsen faldt sent. I det 83. minut slog Vejgaard kontra og næsten fra midten fik Marie Agger frit løb mod Lemvigs mål. brula