Vejgaard tilbage i serie 2

Vodskov 23. september 2002 08:00

Serie 1, kreds 3 Vejgaard - Vodskov 1-2 (0-0) Mål: 0-1 Torben Larsen, 0-2 Kenneth Søe, 1-2 Michael Hansen VEJGAARD: Hjemmeholdet, der er oprykker i rækken, blev med nederlaget i lokalopgøret sendt tilbage i serie 2 i næste sæson medens Vodskov fik nyt håb i troen på at redde endnu en sæson i rækken. Der blev imidlertid masser af spænding og dramatik til sidst og kampen blev en del forsinket, da hjemmeholdets Martin Sørensen og gæsternes Morten Olesen stødte hovederne sammen kort før tid. Sidstnævnte blev så hårdt medtaget, at han måtte hentes på banen af en ambulance. I første halvleg foregik det meste af spillet på midtbanen, men Vodskov havde de fleste chancer. Ikke mindst Simon Søe burde have bragt gæsterne foran. I pausen valgte Vodskov-træneren Peter Christensen at sætte Hans Kjær Poulsen på banen, og det viste sig at være en glimrende ide. Allerede i det 52. minut driblede han sig gennem Vejgaard-forsvaret og afleverede på tværs til Torben Larsen, der fik scoret efter et par contraer. Derudover blev det til et par gode hovedstødsforsøg inden fødselaren Hans Kjær Poulsen spillede Kenneth Søe fri til scoring i det 61. minut. Herefter kunne og burde kampen være lukket på et par meget store chancer, men Vejgaard fik i stedet nyt håb med reduceringen til 1-2 i det 80. minut. Udover en række lange bolde frem i feltet blev det dog ikke til mere, og Vejgaard måtte derfor se nedrykningen i øjnene.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...