Vejle-anfører: Vi nyder godt af ungdommens gejst

Ifølge Vejle-anfører Jacob Schoop kan den unge og uerfarne trup være en fordel i Superligaen.

Vejle Boldklub har fået en fantastisk start på tilbagevenden til Superligaen. Søndag fik holdet 1-1 med fra Brøndby Stadion, og derfor står de rødblusede noteret for fire point efter to kampe.

Resultaterne er kommet, til trods for at Vejle-truppen stort set er uden erfaring fra landets bedste række, hvilket dog ifølge holdets anfører, Jacob Schoop, kan være en fordel.

- Det er rigtigt, at vi ikke har så meget superligaerfaring, men det er nogle gange også godt at have nogle unge spillere, der har en masse gå-på-mod frem for nogle cv-spillere, siger Schoop.

- Jeg synes, at det er fedt, at vi har en masse unge, som går ind til tingene 100 procent, selv om de måske ikke har prøvet så meget. Det har vi nydt godt af i starten af sæsonen.

- Vi kommer også lige nu med en stor gejst. De første kampe er altid ekstra fede, når man er rykket op, men vi skal holde det her niveau, og jeg er fortrøstningsfuld.

Ud over at være i besiddelse af en ung trup, råder Vejle-træner Adolfo Sormani også over en lang række forskellige nationaliteter.

Derfor arbejder han og trænerstaben hårdt på at skabe en enhed, og det kom ifølge den italienske træner til syne i kampen mod Brøndby.

- Vi ved, at vi har et hold, hvor størstedelen af spillerne kommer fra andre lande med forskellige rutiner, og det vigtigste for os er derfor at blive en enhed, siger Sormani.

- Hvis du spiller individuelt mod Brøndby, så slår de dig ihjel. Der vil ikke være en chance for at overleve. Vi gjorde det godt, for hele holdet var solidt mod et fantastisk hold, som jeg ser som det bedste i Superligaen.

Vejle-truppen får også rosende ord med på vejen af Brøndby-anfører Johan Larsson efter søndagens pointdeling på Vestegnen.

- Jeg er ikke overrasket over deres indsats. Jeg synes, at de spillede godt. Det er sådan, at man skal håndtere kampene, når man kommer op i Superligaen. De spiller på deres egen måde, og det gør de godt, siger Larsson.

Næste opgave for Vejle er en hjemmekamp mod AGF.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.