Vejle Boldklub mangler akut penge

Aktieemission har endnu ikke skaffet de håbede penge, så tegningsperioden er forlænget med yderligere to uger.

Fire millioner kroner skal den igangværende aktieemission indbringe i Vejle Boldklub, ellers kan klubben ikke fortsætte i sin nuværende form. Målet er ikke nået endnu, og derfor er tegningsperioden forlænget frem til 16. maj.

Det meddeler Vejle Boldklub torsdag i en fondsbørsmeddelelse.

- Vi startede den 20. marts 2014 en aktieemission, som skulle indbringe et sted mellem 4 og 6,5 millioner for at styrke Vejles egenkapital og give en likviditetsbuffer.

- Idéen er, at der skal skaffes en bred opbakning for at have ro til at opbygge Vejle som en klub, der kan begå sig i Superligaen senest 2016, skriver klubben.

Hvis ikke den nødvendige kapital kommer ind, er det skidt nyt for Vejle.

- Bestyrelse og direktion mener ikke, at det er forsvarligt at videreføre selskabet i sin nuværende form og dermed fastholde sin sportslige målsætning, hvis ikke vi kommer i mål den 16. maj 2014 med en kapitaltilførsel på minimum de fire millioner kroner.

- Dette er selvfølgelig en vurdering relateret til såvel alt personale i Vejle som til licenssystemet.

- Der skal derfor klart opfordres til, at ønsker man Vejle som en klub på Divisions- /Superliganiveau, så er det nu, ellers må konsekvensen være, at Vejle bør trække

sig fra professionel fodbold.

Vejle Boldklub spiller i øjeblikket i den næstbedste række, hvor holdet aktuelt indtager en syvendeplads.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst