Vejle er klar til at sælge storspillende brasilianer

Angriberen Allan Sousa bliver synet af bejlere til stort set alle kampe. Fredag viste han sig frem med et mål.

Allan Sousa viste prøver på sin gode teknik i fredagens superligakamp mod Randers. Han kronede indsatsen med en scoring. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Allan Sousa viste prøver på sin gode teknik i fredagens superligakamp mod Randers. Han kronede indsatsen med en scoring. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Den brasilianske angriber Allan Sousa scorede fredag aften Vejles enlige mål, da hjemmeholdet spillede 1-1 mod Randers i Superligaen.

Målet faldt midtvejs i første halvleg, hvor Allan Sousa med et fikst træk og et spark i det korte hjørne scorede sit femte sæsonmål. Det er aktioner som denne, der har fået bejlere til at besøge Vejles hjemmebane for at nærstudere brasilianeren.

Selv om den tekniske chef i Vejle Boldklub, Jacob Krüger, naturligvis gerne vil holde på sin brasilianer, lægger han ikke skjul på, at Vejle er klar til at sælge, hvis buddet er højt nok.

- Der er nogle at kigge på ham til stort set alle kampe. Det var der også mod Randers. Der er bred interesse for ham.

- Kommer der det rigtige bud på Allan Sousa, kommer han selvfølgelig også videre fra Vejle Boldklub, siger Jacob Krüger.

Han understreger, at det er en del af klubbens måde at sikre en sund økonomi på.

- Det er ikke så længe siden, at vi forlængede hans kontrakt, men det er også en del af vores forretningsplaner at sælge spillere, siger den tekniske chef.

Han mener, at Allan Sousa er et godt eksempel på en spiller, der har udviklet sig positivt og forøget sin værdi efter oprykningen til Superligaen.

- Det ser ud som om, at det har bekommet ham vel at komme ind på en større scene. Der bliver spillet på en lidt anderledes måde i Superligaen, hvor han får mere plads. Der er flere ting, der taler i hans favør, siger Jacob Krüger.

Spørger man Vejles cheftræner, Adolfo Sormani, bekymrer han sig ikke om et eventuelt salg af Allan Sousa.

- For mig handler det om Vejle og ikke kun om Allan. Jeg koncentrerer mig om de spillere, som er her i klubben, siger Adolfo Sormani.

Allan Sousa skal indtil videre koncentrere sig om næste rundes kamp på udebane mod Sønderjyske.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.