Vejle ser rødt og smider føring mod Hobro

1. divisions tophold Hobro vandt 2-1 på hjemmebane over Vejle Boldklub, som ellers var foran med 1-0.

Vejle ser rødt og smider føring mod Hobro

Hobro fortsætter den direkte kurs mod Superligaen, efter at topholdet i 1. division vandt med 2-1 hjemme over Vejle Boldklub.

Vejle kom ellers bedst ind i kampen, og den 21-årige midtbanespiller Denis Fazlagic fik efter en fremragende solopræstation sendt bolden i mål til 1-0-føring via den ene stolpe. Der var spillet 20 minutter.

Der blev ikke scoret flere mål i første halvleg, men Hobro havde langt fra opgivet håbet om en udligning.

10 minutter inde i anden halvleg kom belønningen for Hobro, da Mads Jessen fik udlignet til 1-1.

Vejles Christian Sivebæk brokkede sig højlydt over det, han mente var et klart frispark mod ham selv. Men dommerens fløjte forblev tavs, og målet blev godkendt.

Og der skulle komme mere modgang for Vejle. Vejles målscorer til 1-0, Fazlagic, blev udvist i det 64. minut for at bruge nogle tilsyneladende grimme gloser.

Med en mand i overtal kunne indskiftede Dennis Høegh score sejrsmålet til 2-1 for Hobro et kvarter før tid.

Hobro topper nu den næstbedste danske fodboldrække med 22 point efter ni kampe. Vejle har 11 point på en sjetteplads, men vejlenserne har dog spillet en kamp færre.

Senere torsdag aften vandt Silkeborg en pligtsejr på 2-1 ude over bundholdet Marienlyst. Silkeborg rykkede ud af Superligaen i sidste sæson og har ambitioner om at rykke op i denne sæson.

Christian Sørensen og Morten Beck Andersen scorede for Silkeborg efter henholdsvis 55 og 80 minutter, mens Christian Bannis fik reduceret for hjemmeholdet i slutminutterne.

Silkeborg overhaler med sejren både AC Horsens og HB Køge og rykker op på andenpladsen med 16 point efter otte kampe. AC Horsens har 15 point på tredjepladsen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst