Vejle-træner om sejr i Horsens: Er ikke helt tilfreds

Tonny Hermansen var tilfreds med 3-2-sejren, men ikke helt glad for, at det blev så spændende i Horsens.

Vejle-træner om sejr i Horsens: Er ikke helt tilfreds

Vejle Boldklub-træner Tonny Hermansen fik nogle nervepirrende minutter på bænken, da vejlenserne torsdag slog AC Horsens med 3-2 i 1. division.

Gæsterne førte med 3-0 ved pausen, men to Horsens-reduceringer i anden halvleg skabte spænding helt frem til slutfløjtet.

- Jeg er rigtig tilfreds og alligevel lidt utilfreds, for vi førte 3-0 ved pausen, siger Tonny Hermansen til TV3 Sport 1.

- Vi bør lukke til 4-0, men bliver dømt offside i en situation. Det tror jeg ikke, at der var.

- Det havde været skidt, hvis vi ikke havde fået sejren, men jeg er tilfreds, fordi vi vandt, siger Vejle-træneren.

Det var et lidt tvivlsomt straffespark, der førte til AC Horsens' comeback. Efter en time gav Christian Sivebæk en skuldertackling til hjemmeholdets Jeppe Mehl, og det blev takseret til et straffespark. Det blev udnyttet af Martin Retov.

- Man bør ikke dømme straffespark på den der. Det er uheldigt, og hvis det havde påvirket resultatet, så havde det været bittert, siger Tonny Hermansen.

Trods sejren over rækkens næstbedste mandskab kigger Vejle-træneren ikke op ad i tabellen.

- Nej, overhovedet ikke. Vi har fået en sejr.

- Der venter hårdt arbejde for os hver gang til træning og til kamp. I morgen tidlig er der træning igen, og så skal der gås til den, fastslår han.

Vejle indtager en delt tredjeplads i 1. division med 11 point efter syv spillerunder. Hobro topper med 18 point, mens AC Horsens har 15 - dog for en kamp mere.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.