Vejledning til flygtninge og indvandrere
Dansk Flygtningehjælp åbner 6. februar en ny rådgivning for flygtninge og indvandrere.
Her kan man få gratis, uvildig rådgivning i spørgsmål om udlændingelov, integration, sociale forhold og mere, formidlet af en række professionelle indenfor området. Rådgiverne er bl.a. advokat Åse Klemmensen, advokat Jens Bech, socialrådgiver Susanne Obel Frydkjær, socialrådgiver Mona Kappelgaard, psykolog Mette Ingstrup, privat praktiserende sundhedsplejerske og neuropædagogisk konsulent Charlotte Voetmann samt en række andre fagfolk. - Der har længe været behov for en rådgivning, der kunne dække region Nordjylland. Indtil nu har man været henvist til at henvende sig enten i Aarhus eller Holstebro, siger Henrik Bo Rasmussen, der er regionskonsulent i Dansk Flygtningehjælp. Rådgivningen vil være bemandet med tre frivillige hver anden mandag i lige uger fra kl. 14.30 til kl. 15.30. Man kan i samme tidsrum kontakte rådgivningen på telefon 21537881. - Vores erfaring er, at de rådsøgende ofte kommer med flere forskellige problemer, og at problemerne væver sig sammen. En rådsøgende, som søger om hjælp til familiesammenføring, kan have brug for hjælp til at forstå juraen, men også brug for støtte til at håndtere de psykiske vanskeligheder som følger af familiens adskillelse eller vejledning omkring familiens sociale rettigheder og boligsituation, siger Henrik Bo Rasmussen. Også for sagsbehandlerne Det er ikke kun flygtninge og indvandrere, der får glæde af rådgivningen. - De kommunale sagsbehandlere kan henvise til en specialiseret rådgivning, som uvildigt kan forklare borgerne begrundelsen for en afgørelse. En korrekt afgørelse kan gå imod borgerens interesser, og det kan rådgivningen ikke ændre ved. Men rådgivningen kan afklare misforståelser og vejlede om andre handlemuligheder. Er der grundlag for en klage, kan rådgivningen medvirke til, at klagen får de nødvendige oplysninger, siger Henrik Bo Rasmussen. Statistik fra rådgivningerne viser, at langt de fleste henvendelser i rådgivningerne handler om familiesammenføring, indfødsret og sociale forhold som f.eks. bolig og sociale ydelser. Størstedelen af de rådsøgende er flygtninge fra Irak, Afghanistan, Somalia, Burma og Congo. - høj
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.