Overenskomster

Vejlegård-sag kan få historisk betydning

Arbejdsretten behandler faglig konflikt om Restaurant Vejlegården

Arbejdsretten skal behandle sagen om Restaurant Vejlegården. Her Amin Skov (tv.), der ejer restaurationen. Foto: Scanpix

Arbejdsretten skal behandle sagen om Restaurant Vejlegården. Her Amin Skov (tv.), der ejer restaurationen. Foto: Scanpix

VEJLE: Der er meget på spil, når Arbejdsretten tirsdag skal behandle sagen, om fagforbundet 3F's konflikt mod Restaurant Vejlegården.
Der går mindst 14 dage og måske helt op til to måneder, før Arbejdsretten afgør om blokaden mod restauranten er lovlig eller ej.
Til gengæld kan den få stor betydning.
Stort slag mod den danske model
Hvis Arbejdsretten vælger at give Kristelig Arbejdsgiverforening (KA) ret i, at konflikten er urimelig, vil det være et stort slag mod den såkaldte danske model, vurderer Flemming Ibsen, professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet.
- For så vil en virksomhed kunne lockoute 3F, sådan som Vejlegården har gjort, og etablere sig med en ringere overenskomst og alligevel være beskyttet mod modangreb fra 3F, siger Flemming Ibsen.
Professoren er dog temmelig sikker på, at KA taber sagen, som har været genstand for stor politisk opmærksomhed, siden den brød ud i lys lue i sommers.
- Jeg opfatter sagsanlægget som et paradenummer, siger Flemming Ibsen.
- Tid til nye spilleregler
Det afviser direktør i KA, Karsten Høgild, dog. Sagen er anlagt, fordi tiden er moden til nye spilleregler om konfliktretten, fastslår han.
- Det er ikke rimeligt, at en virksomhed, som har en overenskomst i forvejen, risikerer at blive mødt med fuldstændig den samme type konflikt som en virksomhed, der slet ingen overenskomst har, siger han.
Både restauratøren Amin Skov og den kristelige fagbevægelse har undervejs i konflikten hentet en del sympati.
Men de har måske overspillet deres kort ved at sende sagen i Arbejdsretten, vurderer Flemming Ibsen.

Måske kæmpe selvmål

- Hele sagen kan ende som et kæmpe selvmål for den kristelige fagbevægelse, fordi folk er begyndt at forstå, at 3F kæmper for at undgå social dumping og en undergravning af danske lønninger og overenskomster, siger han.
Karsten Høgild er dog sikker på, at kristelig fagbevægelse både har danskerne og tiden på deres side.
/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.