Vejnavneændring giver god mening

Blandt de senere dages mere kuriøse nyheder hører meddelelsen om, at beboerforeningen på den vej, der fører op til Vridsløselille Statsfængsel, godt kunne tænke sig at få ændret vejens navn. Fra det ret fantasiforladte Fængselsvej til det noget mere kulørte Egon Olsens Allé.

Med det indlysende argument, at Vridsløselille Statsfængsel jo spiller en rolle i hver eneste "Olsen-banden"-film, ikke mindst for bandelederen Egon Olsen. Rent administrativt kan man indvende, at vi ikke har tradition for at navngive veje efter fiktive personer. Men med Egon Olsen giver det mening. Også fordi det vil hædre en yderst beskeden person, den nyligt afdøde skuespiller Ove Sprogøe, uden at han bliver trukket frem i første række. Det vil være helt i hans ånd.