Vejpenge sat fri

Penge til at lappe hullede veje

Arkivfoto
Dronninglund 6. september 2017 16:17

BRØNDERSLEV/DRONNINGLUND: Byrådet har sat tre mio. kroner fri til at forbedre vejene i kommunen. Pengene har indgået i byggemodningen i Brønderslev Nord, men nu kan de gå tilbage til vejene igen.

- Vi havde aftalt med TMU, at de tre mio. fra asfaltpengene kunne de få udbetalt, når vi fik solgt nogle grunde. Igen glæder vi os over, at det går godt i kommunen, indledte borgmester Mikael Klitgaard (V).

Hildo Rasmussen (S), der sidder i TMU (teknik- og miljøudvalget), sagde tak for det.

- Vi skal nok lægge asfalt på, der hvor det trænger mest. Vi kunne godt bruge tre mio. mere, sagde han.

Også Karsten Frederiksen (K), formand for udvalget, var klar til at få pengene omsat til asfalt.

- Vi har på forhånd prioriteret pengene, så asfaltmaskinen kører fra i morgen tidlig, lovede han.

Mikael Klitgaard bemærkede, at der er en app, hvor man kan indmelde huller, der trænger til at blive lappet på vejene.

- Ja, men der er ikke plads til at komme igennem på linjen, jokede Karsten Frederiksen med hentydning til de mange steder, hvor ny asfalt ville gavne - og således blev der et godt fælles grin, inden man i enighed godkendte at slippe asfaltpengene løs.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...