Vejret driller høsten

Det regnfulde vejr tvinger landmændene til også at høste om natten

Mellem pauserne i regnvejret høster landmændene p.t. i døgndrift, når det er muligt.Arkivfoto: Bente Poder

Mellem pauserne i regnvejret høster landmændene p.t. i døgndrift, når det er muligt.Arkivfoto: Bente Poder

At sommervejret ikke har været det bedste, er der nok ikke mange, som vil erklære sig uenige i. Det vil man heller ikke i landbruget, hvor man i øjeblikket slås med at få høsten i hus. Det omskiftelige vejr tvinger nemlig landmændene til at høste for fuld kræft, når det endelig ikke regner, og det betyder, at der også høstes om natten på tørvejrsdage. Hos Landbo Thy er man dog fortrøstningsfuld i forhold til nogle af de store kornsorter. Her oplyser man, at omkring 70 procent af vårbyggen er i hus, og tallet for vinterhveden er 50 procent. - Men vi har lidt problemer med at få kornet ind tørt, og det betyder, at der vil komme nogle ekstra omkostninger på til at tørre kornet efterfølgende, fortæller Michael Riis, afdelingsleder for Planter & Miljø. Kornsorter som havre og vårhvede er knap modent endnu, og derfor er vejret ikke så kritisk i forhold til dem endnu, oplyser afdelingslederen. Han hæfter sig også ved, at man er sluppet nådigt i Thy. - Jorden her kan godt optage regnen, så det er ikke for blødt og mudret at køre i. Vi er jo heldigvis ikke så hårdt ramt af regnen som i Østdanmark, siger Michael Riis. Han tror, at der går 14 dage endnu, før hele høsten er i hus. Og indtil da er ønsket lidt bedre vejr. - Hvis vi kunne få det, som vi ville, så skulle vi have en uge nu med varmt vejr og frisk blæst, så kornet kan tørre af sig selv, inden det bliver høsten, fortæller Michael Riis.