Naturvidenskab

Vejret er det vigtigste

Det blandede sommervejr skaber god stemning i det nordjyske sommerland

Vejret har stor betydning for om de nordjyske turistattraktioner har gode besøgstal. Nogle foretrækker det mindre gode sommervejr for at knne lokke trusiterne væk fra den største attraktion - strandene.
Foto: Michael Bygballe

Vejret har stor betydning for om de nordjyske turistattraktioner har gode besøgstal. Nogle foretrækker det mindre gode sommervejr for at knne lokke trusiterne væk fra den største attraktion - strandene. Foto: Michael Bygballe

NORDJYLLAND:Det er egentlig en ret god sommer. Sådan lyder det – med nuancer – fra de nordjyske turistattraktioner, der hidtil har haft godt held med at tiltrække besøgende. Nuancerne skyldes, at nogle attraktioner foretrækker bragende sommervejr, mens andre har brug for skyer og regnbyger for at få tælleapparaterne til at snurre. – Vi kan bruge nok så mange markedsføringskroner, men vejret betyder utrolig meget, siger direktøren for Nordsøen Oceanarium - tidligere Nordsøcentret - i Hirtshals, Jens Otto Størup, der er en af dem, der godt kan lide heldagsregn. En særlig begivenhed kan dog løfte en attraktion op over vejrets luner. På Skagens Museum fejrer man 100 års jubilæum, og det får direktør Lisette Vind Ebbesen til at sammenfatte situationen: – Det er skønt. Hun har oplevet et stigende besøgstal i forhold til i fjor og kan sige: – Jeg er lidt ked af at gøre det op i besøgstal alene. Det er dejligt at konstatere den store begejstring, der er for vores arrangementer, siger direktøren for museet, der har fået den ønskede bonus ud af de anstrengelser, der er gjort i jubilæumsåret. – Det skulle vi jo også gerne, synes Lisette Vind Ebbesen. Okay i Aalborg - bedre i Fårup Hvad angår Aalborg-attraktionerne Aalborg Zoo og Karolinelund, så har sommeren indtil videre været okay, bortset fra i forrige uge. Sådan siger driftschef Peter Sønderby, der må konstatere, at sommervejret også kan være for dårligt. Hans ønskevejr rummer dog en byge eller truslen om én. Og i hvert fald skyer. – Der skal ikke være strandvejr, så kan vi ikke stille noget op, siger Peter Sønderby, i øvrigt mens han var i Fårup Sommerland med familien. – Der kan vi heller ikke være med, konstaterer han. Peter Sønderby tæller omkring 5000 daglige besøgende i Zoo og 3500 til 4000 i Karolinelund, hvor man dog når op over de 5000, der er arrangementer – for eksempel en fredagskoncert. I Fårup skal direktør Søren Kragelund bare have meteorologerne til at lade være med at overdrive varslerne om regnvejr. Truslen om en hel masse regn er tilsyneladende det eneste, der kan holde turisterne væk fra Fårup Sommerland. – Og det er jo sjældent, at vi har heldagsregn, siger Søren Kragelund, der derimod ikke har noget imod et varsel om en byge eller to. – De sidste fjorden dage har da været lidt af en udfordring, sagde han og tilføjer: – Men da ikke mere, end jeg stadig drømmer om at nå 600.000 besøgende i år. I fjor var totalen 537.000 og en god forsommer havde givet et forspring på 23.000, hvilket godt og vel svarer til besøgstallene for to sommerdage. Der er blandt dem flere norske endags-turister, end der var i fjor, og det opvejer altså, at der – siger Søren Kragelunds fornemmelse ham – i år er færre norske sommerhusgæster. Han ser med spænding og forventning frem til de kommende uger. – Vi har godt nok ny rutsjebane og sådan, men vi har også brug for godt vejr, siger Søren Kragelund. På det jævne Det har Jens Otto Størup i Hirtshals så ikke. Han er besøgsmæssigt bagud i år i forhold til i fjor, hvor tre-fire dage med heldagsregn i begyndelsen af juli lage grundet til, hvad han kalder et "superår" og et "kanonår". På den baggrund kan han ikke præstere en egentlig utilfredshed med i år. – Vi skal jo også se på det med nordjyske briller. Når vejret er lidt dårligt, smiler jeg, når det er godt, så smiler Søren, siger han med henvisning til Fårup Sommerlund-direktøren. Jens Otto Størup mener, at det vigtigste er, at der er tilbud til turisterne, uanset vejret, ellers kommer de ikke igen. – Det er et år på det jævne, men vi kan ikke være utilfredse, siger han, der har klumpfiskene Anton og Andrea at sætte ind mod godt vejr. – De er af en eller anden grund mere interessante end sild, siger Jens Otto Størup og tilføjer, at det kan han godt selv forstå. Han konstaterer i øvrigt, at der vejrmæssigt skal et ganske lille udsving til at forandre en god sæson til en dårlig og omvendt, når halvdelen af årsomsætningen skal hentes ind på to måneder. Færre i blomsterparken Det pres ligger der ikke på Nordjyllands Kunstmuseum, hvor informationsmedarbejder Lars Ulrich synes, at det går meget godt med besøgstallet. Han er af den opfattelse, at det nyligt introducerede Aalborg-Kort betyder, at turisterne kommer mere rundt til byens attraktioner, hvilket kunstmuseet altså nyder godt af. Tilfredshed spores også på Stenaldercentret i Ertebølle. Her talte leder Claus Hurup sig tirsdag frem til sæsonrekord. Den var på 94 gæster, og med til at bringe besøgstallet op over det budgetterede. Det blandede sommervejr passer Claus Hurup fint, og han noterer sig, at de fleste besøgende er turister, der overnatter i området. Fortrinsvis danske, men også nordmænd, tyskere og hollændere. Jesper Overgaard fra Jesperhus Blomsterpark synger til gengæld ikke med i de tilfredses kor. Han må konstatere, at blomsterparkens attraktioner ikke helt har slået til i et år, hvor andre – eksempelvis Fårup Sommerland – har investeret, og han ikke har. Han fornemmer, at familien Danmark har måttet skrue lidt ned økonomisk set – og at det udmønter sig i at man besøger færre attraktioner. – Det er så gået lidt ud over os i år. Vi må jo nok erkende, at vi ikke altid er den attraktion, der vælges først, siger Jesper Overgaard, der dog ikke har opgivet at indhente det tabte, og som glæder sig over, at hans besøgende bruger de penge de skal, når de er i Jesperhus.