Danmark

Vejret stopper kapsejladsen rundt om Fyn

Danmarks største kapsejlads, Palby Fyn Cup, aflyses. Stævneledelsen kalder det uansvarligt at sejle den.

Vejret stopper kapsejladsen rundt om Fyn

Danmarks største kapsejlads Palby Fyn Cup, hvor der sejles rundt om Fyn, aflyses på grund af dårligt vejr.

Det skriver arrangørerne på Palby Fyn Cups hjemmeside.

- Sejladsen er aflyst på grund af vejrprognosen, der lover fortsat hårdt vejr det kommende døgn.

Der var 325 både tilmeldt sejladsen.

- Stævneledelsen har vurderet, at det er uansvarligt at starte sejladsen, meddeler stævneleder Poul Erik Nielsen.

- Sejladsudvalget beklager at måtte tage denne tunge beslutning. Men sikkerhed frem for alt, uddyber stævnelederen.

I stedet tilbyder udvalget deltagerne gratis suppe fra klokken 17.00 og deltagelse i en lodtrækning, der altid følger efter det fuldendte sejlads.

Ifølge hjemmesiden blev den triste besked trods alt modtaget med klapsalver i respekt for beslutningen.

- Vi håber på bedre vejr næste år og ønsker alle en god hjemsejlads, når vejret bliver bedre. Vi glæder os til at se jer til Palby Fyn Cup 2013, skriver sejladsudvalget afsluttende på hjemmesiden.

De tilmeldte både skulle have sejlet fra Bogense fredag klokken 11.00.

/ritzau/