Naturvidenskab

Vejrguder som bremseklods

Nedbør satte en dæmper på motorsportsfestival i Ørnedalen

SÆBY:Vejrguderne er åbenbart ikke fartglade. De var i hvert fald ikke venligt stemt overfor lørdagens afsluttende finaler i Frederikshavn-Sæy Auto Sports motorsportsfestival i Ørnedalen ved Sæby, og nedbøren satte om ikke en stopper så dog en bremseklods op for de ikke færre end 232 deltagere. Der blev af gode grunde listet rundt i svingene, og den 806 meter lange bane satte i det våde vejr store krav til køreegenskaberne. Hos Troels Daarbak fra Østervrå blev der dog ikke sparet på hestekræfterne i hans Volvo S 40 Evo. Inden regnvejret satte ind aftvang han stor respekt ved at sætte ny banerekord i Ørnedalen, der i weekenden for første gang blev præsenteret som rallycrossbane med asfaltbelægning på omkring 23 procent af den samlede banelængde. Daarbak kørte banen rundt i tiden 38,50 sekunder, men så nåede hastigheden også op på 130 km/t. I finalen i klasse 3 kørte vendelboen et utroligt tæt race med Peder T. Jensen fra Romlund, og efter en kanonstart var sidstnævnte umulig at passere for Daabak. De fulgtes rundt på de otte omgange med blot en meter mellerm bilerne, men den ellers så hurtige Østervrå-kører måtte altså nøjes med andenpladsen, og i den samlede DM-stilling er de to også henholdsvis også nummer et og to. I klasse 2 kørte Robert Jensen fra Frederikshavn op til sit kælenavn "raket". Han sejrede foran Søren Nygård, Fuglebjerg og med sæbynitten Thomas Christiansen på tredjepladsen. Klasse 1 havde Jakob Pedersen, Låsby som vinder foran Michael Klessner, Ryomgård, mens klasse 5 fik frederikshavnere på de tre første pladser. Søren Rud Jensen vandt foran Mike L. Frederiksen og Thor Qualman. I folkerace vandt Martin Wunderov, Dybvad i klasse 1, mens René Jensen, Silkeborg var bedst i klasse 2. Stolte arrangører - Og selv om regnvejret kølede vores glæde over arrangementet en smule ned, er vi stolte over endelig at kunne præsentere en rallycrossbane med sand, jord, ler, kalk og asfalt, siger formanden for FSAS, Preben Jensen, der som løbsleder har haft en hæsblæsende weekend. - Vi har været nødt til at dykke dybt i klubkassen for at finde de 220.000 kroner, som den nyetablerede bane har kostet. Alligevel stiller vi os ikke helt tilfredse endnu i Ørnedalen, for om to år kræves der en bane med 35 procent asfalt, hvis den skal godkendes internationalt til rallycross. Så det er vores mål, forklarer motorsportsformanden. Han kunne også glæde sig over omkring 1500 tilskuere i bakkerne omkring Ørnedalen.