Vejsidebombe sårer soldat og kvæster tre

KØBENHAVN:Fire danske soldater fra spejdereskadronen fra Bornholm blev tirsdag morgen såret, da deres køretøj ramte en vejsidebombe i nærheden af Barakzai-lejren i Afghanistans Helmandprovins. En af soldaterne blev hårdt såret, og tre andre soldater kom lettere til skade, oplyser major Henrik Sommer fra Hærens Operative Kommando (HOK). Vejsidebomben var antagelig gravet ned i jorden. Den sårede soldat vil blive fløjet til Danmark, men hvornår bliver først besluttet onsdag efter en lægelig vurdering. Han er under behandling på felthospitalet i Camp Bastion. Hans tilstand betegnes som stabil, og han er umiddelbart uden for livsfare. - Der er endnu ikke taget stilling til, om de tre andre soldater vil blive i lejren for at komme sig, eller om de ønsker at komme hjem, siger Henrik Sommer. Efter eksplosionen ydede kammeraterne førstehjælp til den sårede og de tilskadekomne. Kort efter blev alle fire evakueret med helikoptere til felthospitalet i Camp Bastion. To af de tilskadekomne kunne selv gå om bord i helikopteren. Dele af den lette opklaringseskadron, som er udsendt fra Bornholm, var på en kørende patrulje nær den fremskudte patruljebase, Barakzai, da køretøjet, der er af typen Hummer, kørte på vejsidebomben. De nærmeste pårørende er underrettet, oplyser HOK./ritzau/