Lokalpolitik

Vejsyn i Skørbækshave efter sommerferien

SINDAL:Det bliver efer sommerferien, Sindal Kommune indkalder grundejere i Skørbækshave til et vejsyn. Skørbækshave er et privat udstykket sommerhusområde, som kommunen ikke har haft noget med at gøre udover lokalplanlægningen. Anledningen til det forestående vejsyn er en klage fra grundejerne over en meget mangelfuld vejbelægning, og at vejen kan være ufremkommelig på grund af store huller og mudder. De mener ikke, sælgeren har opfyldt sin forpligtelse som foreskrevet i lokalplanen. - Det eneste, vi kan gøre, er at lave et vejsyn, hvor samtlige lodsejere kaldes sammen. Her kan man forsøge at snakke sig til rette om betalingen for renoveringen af vejen, siger formanden for teknik- og miljøudvalget i Sindal Kommune, Poul Dige Pedersen. Det bliver Poul Dige Pedersen og en tekniker fra kommunen, der deltager i vejsynet.