Velfærd afmonteres

Der bliver ikke lagt fingre i mellem, når Joachim B. Olsen (13.1.) lancerer sin offensiv mod velfærdsstaten.

Han vil skære den offentlige sektor med drastiske 150 mia. kroner og fyre mindst 40.000 offentlige ansatte. Lyder det voldsomt? Nej bare rolig, det forringer ikke velfærden forsikrer Joachim B Olsen. Den lader vi stå et øjeblik. Sandheden er, at LA's politik med fjernelse af topskatten og nedskæringer har en enorm sociale slagside. Nedskæringer i den kaliber, som Joachim B. Olsen er fortaler for, er et regulært opgør med den velfærdsmodel størstedelen af danskerne kender og holder af. Nedskæringer i de offentlige budgetter i den størrelsesorden vil ikke gå ubemærket hen. Til sammenligning koster det danske sundhedsvæsen knap 100 mia. kroner om året. Da en meget stor andel af de offentlige udgifter er bundet i overførselsindkomster til bl.a. pensionister, vil nedskæringerne i vid udstrækning skulle findes via lærerfyringer, færre pædagoger eller stigende brugerbetaling. I SF kæmper vi for helt almindelige mennesker, som ikke har råd til en privat sundhedsforsikring. Vi vil et sundhedsvæsen, hvor sygdommen - og ikke størrelsen på pengepungen - er det afgørende for, hvor hurtig man kommer i behandling. Det kræver finansiering gennem bl.a. de øgede afgifter på usunde fødevarer regeringen har gennemført. Men LA har ret i én ting. Og lad mig være ærlig. Vi bliver nødt til at lave svære reformer og hårde prioriteringer, men - modsat Liberal Alliance - vil vi sikre det sker på en socialt afbalanceret og fair vis.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.