Velfærd - hvor?

Private bosteder malker de offentlige kasser for rigtig mange millioner, og ikke en eneste sjæl reagerer. I en privat virksomhed havde dette medført øjeblikkelige fyringer og måske oven i købet en retssag. Men ikke i det offentlige system, for her er pengene jo bare lige til at hente op af borgernes lommer.

DSB køber flotte nye tog. Men de indkøbte tog kan ikke køre, hvilket kan synes lidt upraktisk i netop sådan en virksomhed. Lige så upraktisk er det, når forsvaret indkøber nye helikoptere, som bare ikke kan flyve. Ellers er de skam meget nydelige; Nu er man fattig, hvis man ikke har mere end 16.000 kr. tilbage efter skat; Hvor finder man en pensionist med 16.000 kr. tilbage efter skat? Ja, jeg spørger bare; Hjemmeplejens personale er så hårdt presset, at de ikke kan nå at give borgerne det, som borgerne har behov for, og også krav på, og som personalet helt sikkert allerhelst vil give dem, nemlig god pleje og kærlig omsorg. Fedtskat indføres og offentlige transportmidler stiger i pris. I miljøets hellige navn indføres der afgifter som kan medføre at store virksomheder lukker eller flytter udenlands. Konsekvenserne er der ingen der har regnet på. Privathospitaler opererer på livet løs, men når det så går galt, ringer de 112 og sender patienterne til det offentlige sygehus; Her forventer man selvfølgelig, at det offentlige sygehus altid er klar til at hjælpe, hvilket heldigvis også er tilfældet. For der skal man altid have beredskabet til at tage imod og hjælpe, uanset hvem, hvornår og hvorfor. Men så må vi som borgere også forvente, at det offentlige sygehusvæsen koster penge, mange penge. Derfor kan vi også godt tillade os at stille spørgsmål ved, om de offentlige sygehuse nu også drives på den rigtige måde? Alt skal centraliseres, også alarmcentralerne, hvortil alle opkald til 112 går. Nu kan man så opleve, at man ikke kan få hjælp, hvis man ikke kan opgive et nøjagtigt vejnavn og husnummer, hvilket f.eks. kan være svært, hvis man skal skaffe hjælp efter et trafikuheld på en mørk landevej, eller i et område hvor man ikke er stedkendt. Sådanne problemer opstod ikke, da alarmcentralen lå i lokalområderne, for her kendte man lokaliteterne rigtig godt, og kunne sende hjælp af sted øjeblikkelig, hvilket jo faktisk er alarmcentralernes arbejde og meningen med at ringe 112. Kommunalreformen er ikke blevet det, som man fra politisk side lovede. Hvor i landet går det bare nogenlunde lige så godt som før kommunalreformen? Politireformen er ikke blevet det, som man fra politisk side lovede. Der er for langt fra politistationerne ud til borgerne i yderområderne. Hvornår ser vi betjente på gående patrulje? Hvem spurgte i øvrigt dem til råds, inden reformen? Hvor i landet går det bare nogenlunde lige så godt som før politireformen? Kom til Danmark og arbejd en kort periode, og få børnecheck til børnene der hjemme. Hvor dum har man lov til at være, når man sidder i Folketinget? Gavmildheden kender ingen grænser, når det vel at mærke sker for andres penge. Nu er man så i gang med en velfærdsreform. Jeg tør slet ikke tænke den tanke, at velfærdsreformen bliver lige så mislykket som de førnævnte reformer, for så kan ordet velfærd snart stryges helt fra ordbogen. Så synes jeg i øvrigt at staten skal give det kommunale selvstyre helt tilbage til netop kommunerne, i stedet for at sidde og detailbestemme alt. Vi betaler og betaler, og får mindre og mindre for pengene. Og det er altså så en velfærdsstat.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.