Børnepasning

Velfærd på legepladsen

Solen skinner, kaffen damper, og vi læner os veltilpas tilbage i lørdag formiddags skød.

Vi har lagt en travl arbejdsuge bag os, og ungerne har været flinke og ladet os sove til næsten halv otte. Ahhh – fridag… Så kan vi tage på bytur og købe sommersandaler til den lille. Eller luge lidt i bedene over mod naboen, før skvalderkålen fuldstændig overtager herredømmet. Eller rydde op i kælderen, så vi måske finder kassen med badedyr. Nå nej – der var jo lige den dér arbejdslørdag i børnehaven! Jo, det kan være hårdt at mande sig op til en dag med bygge-, male-, grave- og havearbejde, når det endelig er blevet weekend, og børnefamiliens medlemmer kan holde fri sammen. Det kræver gode argumenter at komme i arbejdstøjet og af sted. Dem er der dog også mange af, de gode argumenter: Sandkassen trænger til at blive malet, legehuset mangler en dør, og der skal laves en ny bålplads. Og så er arbejdsdagen også en hyggedag, hvor forældre og børn mødes på en anden måde end i hverdagen og arbejder på et fælles projekt. Vi forældre får talt sammen over malerpenslen eller savbukken, og børnene får måske øget ansvarsfølelsen over for tingene ved at se, hvordan vi alle arbejder på at gøre børnehaven til et rart sted at være. Trods de gode argumenter kan jeg godt forstå den aktuelle debat om rimeligheden i at lade forældre klare børnehavens udvendige vedligeholdelse. For der er mange aspekter i sagen. Hvis jeg nu var håndværker – eller for den sags skyld embedsmand ved skattevæsenet – ville jeg da se med en smule skepsis på al den uautoriserede, sorte arbejdskraft, der knokler rundt på børnehavens legeplads. Og disse utrænede arbejdsm/k’er (som ikke nødvendigvis alle er lige garvede udi håndens arbejde) – hvis forsikring dækker, hvis de falder ned af stigen eller vrider foden af led under arbejdet? For ikke at tale om: Hvem bærer ansvaret, hvis stolperne i klatrestativet ikke bliver monteret godt nok, og et barn skvatter ned, mens det leger? Problemet kunne – som en del andre – løses ad økonomisk vej. Hvis børnehaven havde nok penge på budgettet, var der også råd til at lade professionelle håndværkere klare vedligeholdelsen af de udendørs arealer. Børnehavens forældre og børn kunne stadig mødes en lørdag i børnehaven, men måske i stedet løbe sækkeløb eller genopfriske andre lege fra dengang farfar var dreng. Jo, flere penge på budgettet er løsningen på vedligeholdelsen af legepladsen, hvis sikkerheden skal være i orden for både børn og voksne. Men hvad der er endnu vigtigere: Flere penge på budgettet ville også give flere pædagogtimer og dermed bedre leg, ro og overskud på den renoverede legeplads. For pædagogerne løber stærkt i dag, i bestræbelserne på at motivere, inspirere, trøste, binde snørebånd og mægle i de daglige konflikter mellem børn. Og give respons til os, de krævende forældre, som vil vide, om lige netop vores pode nu har haft en god dag og følger med på både det sansemotoriske, psykosociale og intellektuelle område. I den tid, hvor vores lille familie har været brugere af institutionssystemet, har vi oplevet en markant nedgang i udgifterne til pasning. Først da datteren skiftede fra vuggestue til børnehave, og senest da den månedlige forældrebetaling fra årsskiftet blev sat ned med 30 pct.. Det er de ringeste penge, vi har sparet. I bevidstheden om, at forældrebetalingen kun udgør en brøkdel af de egentlige omkostninger ved børnepasning, vil jeg gerne bede politikerne om at sætte vores betaling op igen. Hvis velfærdssamfundet virkelig mener noget med løfterne om bedre vilkår for børnefamilierne, bør vi tilføre flere midler til institutionerne. Så undværer jeg gerne skattelettelserne og stigning i friværdien. Men indtil det sker, skal vi nok møde op til den årlige arbejdslørdag i børnehaven. [ Lene Høg bor i Aalborg med mand og to børn. Hun er uddannet cand.mag. og arbejder med kommunikation og markedsføring.