Velfærd på udsalg?

NEDSKÆRINGER:Januar er udsalgsmåned ikke bare i butikkerne, men også på Christiansborg. Spænd livremme ind, vis samfundssind. Sådan lød S-SF-R-regeringens nytårsbudskab til befolkningen, der skal forberedes på endnu flere nedskæringer og besparelser i den kommende tid overalt i det offentlige og bringes til at forstå nødvendigheden af at vise ansvarlig løntilbageholdenhed. Læg dertil indvarslingen af en ny værdikamp, hvor der skal gøres op med krævementaliteten, med de arbejdsløses manglende lyst til at få hænderne op af lommen, med de unge ledige, der går og putter sig og med de syge og nedslidtes manglende vilje til at komme sig. Samtidig luftes der tanker om mere brugerbetaling og begrænsninger i børnechecken, som vil være med til at undergrave det universelle sociale system. Der skal åbenbart kigges rigtig langt efter et opgør med VKO-tidens forringelser gennem 10 år, kontrol og tvang. For det er ikke de arbejdsløse, men arbejdsløsheden, der er problemet. Der er ledige hænder nok, men job samt uddannelses- og praktikpladser, der mangler. Regeringen er i fuld gang med at nedtone forventningerne til de reformer, der er i vente. I Enhedslisten vil vi gerne hjælpe regeringen ved at lægge stemmer til reformer til gavn for den almindelige befolkning. Vi vil blandt andet godt være med til at sikre, at: * vilkårene for at få tilkendt førtidspension ikke forringes, men at revalideringsmulighederne forbedres * flex- og skånejobbere ikke får forringet deres vilkår * varighedsbegrænsningen på sygedagpengene ophæves * der oprettes servicejob i kommunerne og etableres jobdelings- og orlovsordninger * alle former for aktivering skal ske til overenskomstmæssig løn og med ret til at optjene dagpenge * en skattereformen øger ligheden ved at beskatte på en måde, der rammer i toppen. Vi skal ikke følge EUs krav om at skære velfærden, mens storbanker og spekulanter fredes. Vi har råd, når de seneste skattelettelser rulles tilbage, når der hentes flere indtægter fra Nordsøolien, og når beskatningen af nogle af de store pensionsmidler fremrykkes. Vi skal sprede optimisme og tro på, at det kan nytte at være aktiv. Derfor skal vi prioritere deltagelse offentlige møder, i fagforeninger og andre steder højt. Det giver måske ikke kontakt til så mange, som optræden i medierne, men det er vigtigt, at vi møder de mennesker, som er med til at sætte dagsordenen på arbejdspladser, uddannelsessteder og i boligkvarterer.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.