Velfærd skranter

Vi har råd til at købe hele verden, udtalte en selvtilfreds finansminister for et par år siden. Det er nok ikke så mange af de strejkende, der har mærket meget til det i deres arbejde de seneste syv år.

SYGEHUSE:Vi har råd til at købe hele verden, udtalte en selvtilfreds finansminister for et par år siden. Det er nok ikke så mange af de strejkende, der har mærket meget til det i deres arbejde de seneste syv år. Tværtimod har VKO-flertallet med det udvidede frie sygehusvalg og de lukrative skatteforhold for de private sygeforsikringer overført millioner fra den offentlige til den private sundhedssektor. I 2002 betalte det offentlige 80 millioner til de private, mens betalingen i 2006 var på hele 480 millioner kr., og de nyeste tal fra 2007 viser, at udgifterne er steget med 61 pct. til ca. 764 millioner kr. Grunden til denne eksplosion skal først og fremmest findes i de lukrative skatteforhold for de private sygeforsikringer og i den ulige konkurrence, som det udvidede frie sygehusvalg skaber mellem det offentlige og det private. Nogen vil måske spørge, hvori problemet består? Der er ingen tvivl om, at mange af de patienter, som har været indlagt på private sygehuse, er overordentligt tilfredse. Problemerne opstår, fordi regeringen har skruet reglerne sådan sammen, at der bruges uforholdsmæssigt mange ressourcer både målt i penge og personale på mindre alvorlige sygdomme, mens de patienter, som lider af de mest alvorlige sygdomme, må acceptere ventetid og overbelægning. Samtidig har det offentlige svært ved at holde på nøglemedarbejdere, fordi de bliver tilbudt meget højere lønninger hos det private. Endelig så er mange sygehuse nedslidte og forældede. Det, der for alvor koster i den offentlige sundhedssektor, er det forhold, at der skal være personale, senge og operationsstuer klar til at tage sig af akutte patienter døgnet rundt. Et krav der ikke stilles til privathospitalerne. Nu kæmper vi Socialdemokrater ikke imod private sygehuse. Nej, vores politik handler om at sikre patienterne behandling af høj kvalitet uden unødvendig ventetid, og princippet om, at de mest syge skal prioriteres højest – både af personalet på sygehusene og af de politikere, der sidder på pengekassen, er ufravigeligt. Det er ikke afgørende, hvor behandlingen sker, men vi er modstandere af regeringens ideologiske kamp for private sygehuse. Derfor er der behov for, at vi nytænker det frie sygehusvalg og sundhedsforsikringerne. Men der er sandelig også behov for, at vi vil give kommunerne og regionerne midlerne til at investere i bedre service og bedre arbejdsvilkår for alle dem, der arbejder med børn, gamle og syge i det offentlige. For hvad hjælper det, vi har råd til at købe hele verden, hvis velfærdssamfundet skranter?