Velfærden skal fremtidssikres

Med opgave- og strukturreformen er der lagt et godt fundament for, at kommunerne kan løse fremtidens velfærdsopgaver.

Men reformen gør det ikke alene. Hvis man kigger blot nogle få år frem, vil arbejdsstyrken være mindre, og vi vil være flere ældre. Der er behov for at se på, om kommunerne på lang sigt har de rigtige rammer for at kunne levere en tilfredsstillende service til borgerne. KL har derfor med planen ”Kommunerne og 2015” fremlagt ti forslag, der vil fremtidssikre de rammer, kommunerne arbejder under – og dermed velfærdsamfundet. Lad os her pege på fire forslag: For det første må vi se på kriterierne for, hvem der tildeles velfærdsydelser. Mange af de borgere, der i de kommende år trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet, vil være fysisk velfungerende og velkonsoliderede. Derfor er det ikke logisk at tildele velfærdsydelser som fx boligstøtte på basis af alder. I dag stiger fru Jensens boligstøtte i det øjeblik hun pensioneres – uden at hendes behov ændrer sig. Fakta er, at borgere over 65 år i gennemsnit i dag har et højere rådighedsbeløb end de 20-39-årige. At ældre generelt er svage og fattige er en myte, som vi må lægge bag os. Afgørende må være behovet hos den enkelte borger, så indsatsen kan koncentreres hos dem med et reelt behov. For det andet bør statens styring være mere fleksibel. Forenklet sagt skal en krone mere til forskning og uddannelse i dag tages fra velfærdsservice som sundhed, ældreomsorg eller lignende. Det er uklogt. Når velfærdsservice skal konkurrere med fremtidsrettede initiativer om de knappe ressourcer, er der risiko for, at vi taber fremtiden på gulvet. Det må vi ikke. For det tredje skal vi fokusere mere på udgifterne til overførsler. På 30 år er antallet af modtagere af offentlige ydelser steget fra 800.000 borgere i 1971 til 1,8 mio. i 2002. Samfundsmæssigt er det svært at se begrundelsen for den udvikling. Her er det i øvrigt grotesk, at en kommune bliver ”straffet”, hvis den ved at ansætte et par ekstra medarbejdere får nedbragt antallet af langvarige sygedagpengesager. Kommunen opnår samlet en besparelse, men fordi besparelsen til overførsler ikke modregnes i udgifterne til de ekstra medarbejdere, får kommunen for høj servicevækst. For det fjerde skal vi sætte mere fokus på investeringer i fremtiden. Det er tankevækkende, at der investeres 10 gange så mange midler i den private som i den offentlige sektor. På den lange bane vil det give en skævhed, for borgerne har en klar forventning om, at den offentlige infrastruktur – fx i form af de offentlige bygninger som børn og ældre færdes i, har en rimelig kvalitet. Der er nok at tage fat på. KL ser frem til en dialog med regering og Folketing om, hvordan vi kan fremtidssikre de rammer, kommunerne arbejder under – og dermed velfærdsamfundet. Hvis vi skal leve op til de mange gode visioner i opgave- og strukturreformen og levere den service borgerne har en forventning om, er det nu vi skal tage hul på den dialog.