Velfærds-junkier protesterer

Onsdag 17. maj gik flere tusinde mennesker i demonstration mod regeringens velfærdsudspil, som de synes går alt for vidt. Ikke mindst over for ældre efterlønnere og unge folkeskole- og gymnasieelever.

Og hele Gymnasielærerforeningen og Lærerforeningen bakker op. Gad vide, om der er en sammenhæng? Agerer gymnasie- og folkeskoleeleverne velvillige marionetter for de hårdt trængte folkeskole- og gymnasielærere, som alle og én ikke kan fordrage Bertel Haarder og PIS’A-undersøgelser? Demonstrationer er noget underligt noget. Sidst vi så store demonstrationer, var i mellemøstlige diktaturstater, hvor der også blev råbt højt og skreget i vilden sky. At så mange mennesker kan være så ”enige” i sådanne diktaturer, er ikke så underligt. Diktatorerne ”bakkede” dem jo op. Men at mennesker i et oplyst, frit demokratisk samfund vil finde sig i en sådan uniformering, er ubegribelig. Navnlig når man betænker, i hvor høj grad de selv samme mennesker mere end nogen tidligere generationer insisterer på en til egoisme grænsende individualisme?! Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre at være så enige? Jo, for det første handler det om penge. Slet og ret. Og er der noget, der kan forene fagbevægelsen og den såkaldte venstrefløj, så er det penge. Ren materialisme. Bag alle paroler om solidaritet med de svage, fællesskab og velfærd gemmer sig et gennemsigtigt pekuniært motiv. De vil bevare deres af velfærdsstaten tildelte privilegier. Helt på linje med dengang adelen og gejstligheden i Enevældens tid kæmpede imod at miste deres privilegerede position. Privilegier opfattes som rettigheder, nedstøbt i hård beton. Efterlønnerne vil fortsat have ret til at spille golf på statens regning, og de stakkels, udbyttede folkeskole- og gymnasieelever vil ikke finde sig i at blive beskåret i deres cafépenge. De har det så hårdt. De er svage og hjælpeløse. Og de er ikke mindst ofre for ondsindede, modbydelige borgerlige kapitalister! Den anden grund til den bemærkelsesværdige enighed er sandsynligvis, at de bagerste i demonstrationen ikke positivt aner, hvad de demonstrerer for. De véd nok, de er imod Fogh, Pia Kjærsgaard, Bertel Haarder og også Bush og Blair. Men derudover har de ikke noget fælles projekt. Og hvad dét angår, er der fuld overensstemmelse mellem for- og bagtrop i demonstrationen. De kan ikke opbyde et tilnærmelsesvist troværdigt alternativ til dét, de demonstrerer imod. Det siger jeg uden selv at støtte hverken Fogh eller Pia Kjærsgaard. Man kunne kalde demonstrationen en slags rendyrket oppositionalisme, som er svær at skelne fra almindelig barnagtig obsternasighed blandt opmærksomhedskrævende teenagere. De repræsenterer en i Danmark temmelig udbredt velfærds- og forsørgerkultur, der som en anden forvokset teenager - uanset alder - nægter at få klippet navlesnoren over og flytte hjemmefra og derpå indlede den møjsommelige vej mod selvstændighed, så de med stolthed kan påtage sig et individuelt ansvar for i første række deres eget, men i næste også andres liv i et ægte fællesskab. De insisterer på individualisme, når det handler om at kræve ind, men dækker sig ind under kollektivet og fællesskabet, når der stilles skarpt på pligter og ansvar. Der sker noget med mennesker, der får ansvar. Det præger dem. Og det at blive voksen og få ansvar hænger sammen. Voksen er ikke noget, man kan læse sig til eller for dens sags skyld øve sig i alene med dét formål. Voksen bliver man næsten helt automatisk, når man får ansvar for andre end sig selv. Det har ikke en pind med teori, pædagogik eller politik at gøre. Det burde være en naturlig udvikling, som alle mennesker gennemlever og derved ligeledes naturligt indøves i dét hensyn og dét ansvar, som melder sig i de primærgrupper som familien og naboskabet, hvor man som noget helt givet og uproblematisk ”tvinges” ind på livet af andre end sig selv. De fællesskaber, vi som udgangspunkt ikke selv tilvælger af sympati eller forkærlighed, men derimod fødes ind i, bør kunne lære enhver af os, at når vi senere i livet positivt tilvælger venner og fællesskaber, så bør det ligeledes heller ikke bare være dem, vi er enige med eller på anden måde har forkærlighed for. Men også dem, hvorved tilvalget motiveres af personlig ansvarsfølelse for dem, der er ringere stillet end mig. Og hvor navnlig fællesskabet med det svage medmenneske besværliggør realiseringen af min egen individualisme. Hvor man bliver nødt til at se bort fra sig selv for en kortere eller længere periode. Det er sådan høflighed, omgængelighed, moral og retfærdighedssans opstår. Som noget, man naturligt er og udlever. Ikke noget man har og følgelig kan prale af, gå i demonstrationer for og så i øvrigt forvente forvaltet og administreret af et vidtforgrenet velfærdssystem, således at man dernæst er frit stillet til kun at tænke på sig selv. Med udtryk hentet fra en fremragende kronik i Berlingske Tidende fra 16. maj af en usædvanlig studerende, Louise Karlskov Jensen: Send alle disse velfærdsjunkier på en tiltrængt afvænning – ja, måske ligefrem en kold tyrker! Og lad os dernæst bruge vores demokratiske frihed til at insistere på selvforvaltning og privat medansvar for de svage, så velfærdspusherne inde på Christiansborg og i deres uniforme interesseorganisationer ude i samfundet ikke længere skal have held til at umyndiggøre civilsamfundet. Godhed, kærlighed, retfærdighed, ansvar og pligt er først og fremmest personligt og privat. Ikke ledetråde i en tilforladelig politisk markedsføringsstrategi for magtsyge velfærdspushere. De er udtryk for en personlig livsholdning. Ikke for påtrængende politiske forvaltningsidealer. [ Henrik Bang-Møller har siden 2000 været sognepræst i Skagen-Hulsig pastorat. Cand. theol. fra Københavns Universitet 1999. Gift med Jeannette og far til fire.