Velfærdsstat på retræte

Det begyndte med Steinckes socialreform i 1933, men eksempelvis var arbejdsløshedsunderstøttelsen i 1930'erne på omkr. 1 kr. om dagen, og under besættelsen gik selv dette i stå, idet arbejdsløse blev henvist til arbejde for tyskerne. Den sociale hjælp blev efter krigen forbedret, og med den stigende velstand i landet forbedredes kårene for de svageste i samfundet. Et væsentlig skred i retning af det velfærdssamfund, vi i dag kender, indtraf, da bistandsloven for første gang så lyset i 1976, men allerede da var der i 1957 indført folkepension til folk over 67 år, og gratisydelser i sundhedssektoren for alle borgere kom til i 1973. Med bistandsloven samledes det sociale system således, at samfundet stort set overtog ansvaret for den enkeltes velfærd, og efterhånden betragtedes de sociale ydelser nærmest som en selvfølge. Dette indebar naturligvis et stigende skattetryk, hvilket af mange borgere blev opfattet som en byrde uden klar adresse. Som følge af en fremadskridende industrialisering i Danmark opstod i efterkrigstiden et økonomisk opsving i det private erhvervsliv. På grund af dette og det dermed forøgede skattegrundlag blev forøgelsen af de sociale ydelser mulig. Samtidig medførte kvindernes indtog på arbejdsmarkedet i perioden større produktion og dermed større indkomster og større beskatning, men betød også, at antallet af offentligt ansatte i det sociale område på grund af børnepasning etc. steg. Socialdemokraternes ønske om at "gøre gode tider bedre", blev i "fattigfirserne" afløst af økonomisk krise med nedskæringer og "kartoffelkur", og en borgerlig regering under Poul Schlüter. Et nyt opsving i økonomien varede stort set, indtil den internationale, økonomiske krise for et par år siden også ramte Danmark med stigende arbejdsløshed og stigende sociale udgifter til følge. Almindelig sund fornuft vil vel så sige, at der politisk må gribes ind med både besparelser på de offentlige udgifter og opretning af produktion og eksport, som er de bærende faktorer i det sociale system. Dermed er det sagt, at hvis udvidelsen af det offentlige system førhen var et produkt af privatøkonomiens vækst, så må det nu gå den anden vej, indtil konjunkturerne ændrer sig. Indtil da er velfærdsstaten, som vi kender den, svær at forsvare i uændret form.