Aalborg

Velfærdsteknologi hitter

Velfærdsteknologi, for det kan blive det næste store vindmølleeventyr, men betydeligt større og med flere facetter.

Claus Risager, der er centerchef for Robotteknologi ved Danmarks Teknologiske Institut, tøver ikke med at betegne velfærdsteknologi som en mulig ny æra for danske virksomheder. - Japanerne har brugt milliarder på teknologi, men evner ikke at omsætte det og bruge det i særlig høj grad, forklarer han. Olav Felbo, politisk koordinator fra Ældresagen uddyber: - Vores samfund er velorganiseret, og vi er vant til at afprøve nye ideer og gå systematisk til værks, opsamle erfaringer og dele dem med hinanden. Den viden kan bruges til at gøre teknologien endnu bedre og tilpasset brugerne, og det kan komme danske virksomheder til gode, forklarer han. - Vi er førende i verden til at få en samfundsmæssig nytte ud af teknologien, og den viden kan vi eksportere, siger Claus Risager. Som eksempel bruger han robotsælen Pavo, en japansk opfindelse der reagerer på berøringer og tale. Den er solgt i 1000 eksemplarer i Japan, men fortrinsvis som dyrt legetøj, hvor man i Danmark i stedet har undervist plejepersonale i at anvende sælen til demente på plejehjemmene. Plejerne deler deres erfaringer med andre plejehjem, så man får bedst udbytte af investeringen uden at overskride de dementes grænser. Til efteråret bliver der i Nordjylland etableret et center for velfærdsteknologi, der skal koordinere den indsats, der allerede foregår, og få offentlige instanser og private virksomheder til at bryde faggrænser og tænke på tværs af den normale vanetænkning. Formanden for Vækstforum i Nordjylland, Ulla Astman, er lidt mere beskeden i sine forventninger til mulighederne, men er ikke i tvivl om, at velfærdsteknologien har potentialet til at blive en ny styrkeposition for Nordjylland. - Vi kan bruge modellen fra det gamle Digitale Nordjylland projekt. Jeg mærker også en vis utålmodighed fra kommunerne, erhvervslivet og Region Nordjylland for at komme i gang. Velfærdsteknologien vil kunne sætte gang i produktionen og få folk i arbejde - og på længere sigt afhjælpe nogle af de udfordringer, der kommer for at skaffe nok hænder, siger Ulla Astman. Læs mere i NORDJYSKE Stiftstidende søndag

Breaking
Ingen afsluttende prøver for 9. og 10. klasser: 15. april åbner institutioner og skoler for 1.-5. klasse
Luk