Velforberedte tyve slap af sted med 240.000 kr.

Der er udsat dusør på 25.000 kroner efter et særdeles veltilrettelagt indbrud på Diskotek Supreme

ØSTER HURUP: Det var ikke et bræk af de helt ordinære, der natten til tirsdag gav ukendte gerningsmænd et udbytte på 240.000 kroner efter et indbrud på Diskotek Supreme i Øster Hurup. Flere interne alarmer blev klippet over, og telefonkablet, der forbandt alarmsystemet med alarmcentralen, blev også kappet. Desuden gik tyvene målrettet til værks og brød gennem fem døre, før de kom ind i aflukket med pengeskabet. Her stod de over for en ny udfordring. Selve skabet var muret og boltet ind i væggen og vejer i øvrigt 230 kilo, men tyvene havde forberedt sig godt, fik skabet afmonteret og flyttet med en medbragt "kærre" ud til en ventende bil, hvorefter de forsvandt. Sådan har politiet efterfølgende regnet sig frem til, at indbruddet er foregået. Det blev nemlig først opdaget tirsdag morgen af den kvindelige halvdel af indehaverparret Heidi Foged og Henrik Jensen. - Jeg fik et chok, for jeg troede, at vi havde dobbeltsikret os mod, at sådan noget kunne ske, siger Heidi Foged. Hele pinsens omsætning røg med i købet, og derfor var der så mange kontanter i pengeskabet. Flere gerningsmænd Parret har ellers gjort meget ud af sikkerheden, netop fordi de hyppigt ligger inde med store pengebeløb. Tidligere afleverede man omsætningen i en døgnboks efter lukketid, men Heidi Foged forklarer, at hun for otte år siden var ude for en meget ubehagelig oplevelse, som satte en stopper for den trafik. - Dengang havde vi kun Diskotek Folkevognen, og jeg var på vej ned for at aflevere omsætningen, da en bil kørte ind foran mig og spærrede vejen. Gudskelov fik jeg bakket bilen tilbage som død og Helvede og fik hjælp af nogle dørmænd ved et andet diskotek. Der skete ikke noget, men siden har jeg ikke turdet færdes med penge om natten, siger Heidi Foged. Hun fortæller, at kriminalpolitiet har vurderet, at der var flere gerningsmænd. Dels på grund af vægten af pengeskabet, dels fordi alarmerne var indbyrdes forbundet. - Nogle af dem skulle kappes samtidigt for ikke at gå i gang, så det må være nogen, der både har en vis erfaring og kender en del til forholdene hos os, siger Heidi Foged. Hvordan disse nogen så har erhvervet dét kendskab, giver nu anledning til en del spekulationer. - Vi kommer selvfølgelig til at bakse med forsikringsselskabet, men jeg tror nu ikke, der bliver problemer med at få erstatning. Så det mest ulækre lige nu er egentlig at tænke på, at nogen omkring os har kunnet finde på sådan noget. Hvis det er rigtigt, håber jeg næsten, det er fordi de skylder nogle grimme mænd penge og har følt sig presset til at sige, "hov, jeg ved, hvor der står et pengeskab", siger Heidi Foged. Dusør på 25.000 kr. Politiet har ikke på nuværende tidspunkt særlig meget at gå efter. Det mest håndgribelige er den kærre, tyvene efterlod efter at have brugt den til pengeskabet. Den anvendes typisk på byggepladser til at transportere mursten, men ingen har meldt sådan en savnet. - Og vi har ikke kunnet finde ud af, hvor den stammer fra, fortæller Merete Norring, vicekriminalkommisær i Hobro. Hun er ellers ikke meget for at give oplysninger fra sig, men siger dog, at man er interesseret i at høre fra folk, der måtte have set en bil "af en vis størrelse" i eller omkring Øster Hurup tirsdag nat omkring klokken 2. Heidi Foged og Henrik Jensen har besluttet sig for at hjælpe politiet og sig selv ved at udsætte en dusør på 25.000 kroner for oplysninger, der kan føre til opklaringen. - Når vi nu igen begynder at tjene lidt penge, så vil vi gerne betale for at få at vide, hvem der står bag, siger Heidi Foged, som i øvrigt afviser, at parret vælter sig i penge. - Jeg har hørt nogen sige, at det da er utroligt så mange penge, vi tjener, men 240.000 kroner er altså for fredag, lørdag og søndag, og så taler vi om omsætning. Vi skal også betale for varer og aflønne 13 personer, siger Heidi Foged for at aflive eventuel misundelse.