Velfortjent at vi jublede i teatret

Film 28. februar 2003 07:00
TEATER Per Olov Enquist: "Fra regnormenes liv" Hvor velgørende atter at se et af Enquist skuespil på scenen, og af dem alle er "Fra regnormenes liv" det, der giver det mest fuldgyldige udtryk for forfatterens personlighed, såvel kunstnerisk som menneskeligt set. Midt i al den sødlige og leflende publikumslitteratur, som teatrene ofte byder os til daglig, står det mørkt, roligt, med sin stejle rejsning, sin bitre trods mod formalisme.Og ikke en eneste flænge har tiden formået at ridse deri, siden det herhjemme havde sin premiere for godt en snes år siden på Det kongelige Teater med Ghita Nørby og Jørgen Reenberg i de to store roller. Man kunne vel på forhånd have haft en bekymring for, om denne nye version kunne skille sig tilstrækkeligt ud fra den gigantforestilling, der kom ud af det dengang. Bekymringen skulle hurtigt vise sig at være ubegrundet. Asger Bonfils har tilsyneladende ladet Johanne Luise Heiberg få mere spillerum på bekostning af Henrik Koefoeds H. C. Andersen, men det er jo til syvende og sidst også hende, stykket handler om, men søskende i ånden er de, de to: "Folk som os to er nødt til at lære spillets regler", siger fru Heiberg, og hun har lært reglerne - alt det formelle, som Johan Ludvig Heiberg stod for i det københavnske formskærerlaug, den uforanderlige arkivkritiker, som Andersen kalder ham. Hun har lært sproget, hun har lært distancen - og hun har fået ensomheden. Hun er sin mands fuldendte kunstværk, som nu foran det berømte maleri af hende selv sidder i Biedermeierhjemmet og skriver løs på sine erindringer, da H. C. Andersen kommer på besøg. Hun finder tilbage til det oprindelige, både i og hinsides sproget, i mødet med Andersen, og hun finder tilbage til sig selv, til sjofelhederne, til barndommens incestuøse oplevelser, til moderen og til fordrukne fædre. Inge Molnes Heramb er det indre billede af fru Heiberg, og hun spiller den med uhyggelig udstråling, mens Ole Wegener agerer en noget bastant Johan Ludvig Heiberg, og man kunne her ønske mere kulde eller rettere kølighed og større sårbarhed hos den syfilisramte skønånd. Henrik Koefoeds H. C. Andersen er en stilsikker kopi, han fransker med sine kolossale sko og bukker og intimiderer, han er usikker, han er nervøs, men han er også selvbevidst, når man søger at træde ham under fode. Han er elefanten i porcelænsbutikken, og han danser med skyggebillede en vidunderligt sjov udgave af menuetten fra "Elverhøj". Fornem skuespillerkunst. En langt vanskeligere opgave havde Karen-Lise Mynster som Fru Heiberg. Rollen er egentlig ikke umiddelbar sympatisk, og Karen-Lise Mynster gjorde den hård med en stærk pointering af dens ydre hovmod og den spottelyst, men opfattelsen forsvares til fulde gennem hendes sjælfulde og stærkt personlige kunst. Det er en sjælden kvinde, der her træder frem, en udvalgt, et prægtigt racemenneske. Hun gennemfører rollens stærke udbrud med gribende kraft, og hun finder rørende og ægte udtryk for fru Heibergs væsens inderste. Her kommer en mere ægte, mere menneskelig kultur frem end den af ægtemanden indterpede. Der var i teatret en velfortjent jubel, som man kun hører på dets største dage. Jens Henneberg. kultur@nordjyske.dk Per Olov Enquist: "Fra regnormenes liv", Oversættelse fra svensk: Frederik Dessau, Instruktion: Asger Bonfils, Scenografi: Anette Hansen, Det danske Teater i Hjørring. Forestillingen spiller på Jomfru Ane 14. og 15. marts.
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...