Velfungerende plejehjem i Aabybro Kommune

Fire nye tilsynsrapporter giver plejehjemmene topkarakter

Ældreforhold 2. marts 2003 07:00

AABYBRO: Plejehjemmene i Biersted og Birkelse har for første gang fået papir på, at hjemmene fungerer tilfredsstillende. Det er hovedkonklusionen i den nye tilsynsrapport, som Embedslægeinstitutionen har udarbejdet. Tilsynsrapporten for Aabybro Plejehjem er udfærdiget, men Aabybro Kommune har endu ikke modtaget den. Tilsynet kommer som et led i en lov fra Folketinget sidste år, som pålægger kommunen at foretage et uanmeldt og et anmeldt besøg om året. De uanmeldte besøg blev foretaget sidste år mellem 16. oktober og 19. december af, hvor der blandt andet bliver kigget på personaleforholdene, bygninger og indretning samt beboerforholdene. På begge plejehjem gav beboerne udtryk for stor tilfredshed med opholdet. På Birkelse Plejecenter er beboerne især tilfredse med hjemmets eget køkken, der giver dem mulighed for indflydelse og udfoldelse. Derudover er beboerne glade for aktivitetstilbudene, som de mener styrker forholdet beboere og personale imellem. Ligeledes konkluderer tilsynsrapporten, at personalet på de to plejecentre er fasttømrede enheder med ansvarsfølelse overfor beboere og kollegaer. Socialudvalgs-formand i Aabybro Kommune, Eva Rytter (S), er meget tilfreds med rapporterne. Hun mener, at det er vigtigt for politikerne at få dokumentation, og derfor er disse rapporter et godt redskab. - Det er dejligt at vide, at der er tilfredshed omkring forholdene på plejecentrene, og at der er lavet en rutine, som er iorden især hvad angår samarbejde, siger hun. Udover det uanmeldte besøg fra Embedslægeinstitutionen blev der 19. december foretaget yderligere to besøg. Denne gang var det planlagte besøg på Biersted og Aabybro plejecentre, som Revisionsaktieselskabet tog sig af. Tilfredsheden er den samme, og som ekstra plus i karakterbogen, konkluderer disse rapporter, at den praktiske bistand og den personlige pleje fungerer optimalt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...