Velkørende Winsnes og Würtz

AaB’s motorrum satte sig totalt på midtbanen mod bundproppen Silkeborg

Fredrik Winsnes brillerede med gode tekniske detaljer og frem for alt masser af fight på midtbanen.  Foto: Grete Dahl

Fredrik Winsnes brillerede med gode tekniske detaljer og frem for alt masser af fight på midtbanen. Foto: Grete Dahl

AALBORG:Kendere af tyske biler nyder effektiviteten i motorrummet på en VW. I AaB består motorrummet af WW, men effektiviteten er lige så stor, og mod Silkeborg var det endnu en gang Rasmus Würtz og Frederik Winsnes, som totalt satte sig på midtbanen. - Ja. Vi har fundet tilbage til et godt samarbejde igen efter nogle kampe, hvor det måske ikke fungerede så godt, lød det efter kampen fra norske Fredrik Winsness som på dagen var lige den tak bedre end Würtz som gør, at vi valgte doktoren som dagens AaB’er. På en dag, hvor Siyabonga Nomvethe på det nærmest holdt fri fra boldtrylleriet, var det i stedet Winsness, der brillerede ved at vise nye sider af repertoiret med ”Ronaldinho-driblinger” og tekniske lækkerier - samtidig med at han passede sine mange kilometers løb og defensive pligter. - En vigtig grund til at det går så godt med Rasmus og jeg er nok, at vi har accepteret, at vi er meget ens som type. Vi er blevet meget bedre til at skiftes til at rykke med frem, når der er mulighed for det og så lukker den anden af bagude, sagde Fredrik Winsnes. På banen virker det som om vekselvirkningen foregår automatisk, men det er noget de to har snakket end del om, for at finde automatikken. Sejren over Silkeborg bragte en kæmpe lettelse med sig i AaB lejren, hvor man efter Fredrik Winsness mening nærmest fandt de vises sten i onsdagskampen mod Brøndby. - Den kamp gav utroligt meget til selvtilliden. Og samtidig viste den os, at vi nok skal spille mere tålmodigt. Både mod Randers og FCN og vel også mod OB, spillede vi som om vi skulle afgøre det hele på de første tyve minutter. men nu har vi nok fundet ud af at kampene varer 90 minutter, og hvis det står 0-0 ved pausen sker der ikke noget ved det, sagde Fredrik Winsnes, inden han hastede ud af Aalborgparken for at køre sin mor til lufthavnen efter et familiebesøg. Mon ikke det har været en stolt mor, der steg om bord på flyet hjem til Norge...